Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Færøsk håndstrik på det internationale modemarket

Det færøske mærke Soul Made – Faroe Islands har specialiseret sig i at kombinere traditionsbunden, færøsk strikketeknik med en mere nutidig designæstetik. Denne opskrift har nu resulteret i international vækst og et modeshow i Eiffeltårnet.
Det færøske mærke Soul Made – Faroe Islands har specialiseret sig i at kombinere traditionsbunden, færøsk strikketeknik med en mere nutidig designæstetik. Denne opskrift har nu resulteret i international vækst og et modeshow i Eiffeltårnet.

Soul Made – Faroe Islands har siden 2005 lavet tøj, der ikke alene skulle indkapsle en nordisk og urban stil, men også fortælle historier om den lille øgruppe i det Nordatlantiske ocean. Tøjet har derfor fokus på strik, da Færøerne har en lang tradition for håndstrik og brugen af den lidt hårdere, færøske uldkvalitet.

”Alle kan strikke på Færøerne, og strik er derfor en vigtig kulturtradition, som jeg gerne vil videreformidle i mere nutidige design,” siger stifter og designer Beinta Poulsen til FashionForum.

Hun understreger, at netop det færøske håndværk har spillet en vigtig rolle i at få mærket til at vokse på det internationale modemarked.

”Den færøske strikketeknik er ret speciel, fordi håndværket træder så meget i karakter. Tøjet får derfor tilføjet et nyt niveau af kvalitet, og det har vi klart differentieret os på, på det internationale marked. Vi er i øjeblikket tilstede i otte lande, herunder Tyskland, Holland og USA, og vi mærker en stigende interesse fra andre lande,” siger Beinta Poulsen.

Fra Thorshavn til verdens modemekka

Interessen er specielt steget efter, at Soul Made – Faroe Islands har været en del af Jessica Minh Anhs modeshows-koncept. Mod fokus på at kombinere arkitektur med mode, søger Jessica Minh Anh at eksponere forskellige internationale brands i utraditionelle omgivelser. Hun har således afholdt modeshows på Tower Bridge i London, Grand Canyon i Colorado og senest i Eiffeltårnet i Paris, hvor Soul Made – Faroe Islands var repræsenteret.

”At være en del af Jessica Minh Anhs koncept var en fantastisk oplevelse – både personligt og for mærket. Eiffeltårnet i centrum af modens by kunne ikke give bedre eksponering, og vi har efterfølgende fået mange henvendelser om samarbejde,” siger Beinta Poulsen.

Soul Made – Faroe Islands sælges gennem engrossalg og mærkets egen butik på Færøerne.