Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed, Indland, Udland

Marks & Spencer bruger mobilen til at forbedre arbejdsforhold

Over 60.000 fabriksarbejdere i Østen skal via deres mobiltelefoner svare på surveys og får samtidig mulighed for anonymt at råbe op om problemer.
Over 60.000 fabriksarbejdere i Østen skal via deres mobiltelefoner svare på surveys og får samtidig mulighed for anonymt at råbe op om problemer.

Efter et års pilotprojekt vil Marks & Spencer nu udvide deres mobil-program til at omfatte i alt 64.230 ansatte på tøjfabrikker i Østen, som leverer til den britiske butikskæde. De ansatte kommer fra i alt 46 fabrikker i fem lande (Kina, Indien, Bangladesh, Sri Lanka og Storbritannien).

Mobilplatformen, der hedder Labor Link, er et kommunikationsværktøj, der med surveys gør modevirksomheden i stand til at monitorere forholdene på en given fabrik i tidsrummet mellem de deciderede fabrikstilsyn.

LÆS OGSÅ: ”Adidas vil udbrede SMS-hotline til alle fabrikker”

”De (mobil-surveys, red.) skal ikke erstatte fabrikstilsyn, da tilsynene er der for at vurdere fabrikkernes fysiske tilstand, men de giver os mulighed for virkelig at forstå, hvad der sker i en fabrik på arbejdstagerniveau, på et følelsesmæssigt og socialt plan, som vi ikke får via tilsyn,” siger Laura Hawkesford, der er manager i afdelingen for etisk handel hos Marks & Spencer til just-style.com.

Kommunikationen via de fabriksansattes mobiler går begge veje. De ansatte skal svare på surveys om eksempelvis jobtilfredshed, arbejdsforhold og sundhed, og de får desuden mulighed for anonymt at give besked, hvis der er forhold, som er kritisable.

Samtidig har Marks & Spencer brugt værktøjet til at give de ansatte information om blandt andet hygiejne, ernæring og gode råd til opsparing.

LÆS OGSÅ: ”Marks & Spencer åbner i Norden”

”At lytte til arbejdstagerne på denne måde hjælper os til at forbinde punkterne mellem livskvalitetsområder som sundhed på arbejdspladsen og sikkerhed samt forretningsmæssige områder såsom fastholdelse af medarbejdere og produktivitet,” siger Marks & Spencers chef for etisk handel Fiona Sadler på virksomhedens hjemmeside.

Labor Link-programmet har ifølge Marks & Spencer allerede givet interessante resultater, når det gælder den interne kommunikation på fabrikkerne.

LÆS OGSÅ: ”Marks & Spencer vil offentliggøre deres leverandører”

For eksempel spurgte Marks & Spencer om der eksisterede en måde, hvorpå ansatte kunne indgive en skriftlig klage, hvis de havde et arbejdsrelateret problem. Her var andelen af bekræftende svar større i fabriksledelserne end blandt deres medarbejdere.

Marks & Spencer vil nu bruge blandt andre disse resultater som afsæt til at udvikle uddannelsesprogrammer om kommunikation og tilpasse praksis med de fabriksansattes behov.