Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Modeuge

Skal der offentlige midler i modeugen?

Copenhagen Fashion Week er ikke en fætter-kusine-fest, men inddrager som en af få modeuger borgerne, siger Eva Kruse i interview med TØJ.
Copenhagen Fashion Week er ikke en fætter-kusine-fest, men inddrager som en af få modeuger borgerne, siger Eva Kruse i interview med TØJ.

Når det gælder offentlige midler og modeugeaktiviteter, så er det ofte her, debatten bliver firkantet. Det skriver Pej Gruppens portal TØJ.

I artiklen forklarer Eva Kruse over for TØJ, at beløbet på 1,1 millioner kroner, som DAFI hvert år har modtaget til de to årlige modeuger, går blandt andet til at arrangere events i ’borgerhøjde’. Dette involverer blandt andet, at detailhandlen inddrages i modeugen, og at talentplatformen støttes, så det ekstraordinære vækstlag inden for design også kan få plads i modeugen.

Herudover nævner Eva Kruse, at pengene går til tiltag omkring modellers sundhed og miljøvenlighed, som også er et punkt, Københavns Kommune selv har på dagsordenen.

Fætter-kusinefest eller folkelig begivenhed

I artiklen skriver TØJ desuden om problemerne i debatten med at kende forskel på modeuge og modemesse. Jakob Næsager, der er gruppeformand for de Konservative, er en af dem, der kan have svært ved at skille de to ting ad.

”Vi er nogle, der har frygtet, at den københavnske modemesse mest af alt har lignet en fætter-kusinefest, hvor man er mødtes og har klappet hinanden på skuldrene. De nye oplysninger bekræfter de bange anelser og viser, at klientellet er betydeligt mindre, end vi politikere officielt var stillet i udsigt,” siger Jakob Næsager til Berlingske og fortsætter:

”Hvis de efter mange år fortsat ikke selv kan finansiere deres messe uden offentlige tilskud, må de bringe udgifterne ned – så udgifterne matcher det reelle besøgstal. Modemessen skal ikke være en lukket fest for skatteborgernes penge.”

At modemesserne er en ’lukket fest’ for professionelle aktører i modebranchen, ser ikke ud til at behage gruppeformanden. Han glemmer måske, at modemesserne er handelsplatforme, hvor ’almindelige’ mennesker i virkeligheden ikke har meget at foretage sig.

Eva Kruse er helt klar med sit svar til denne anklage:

”Modeuger er traditionelt set branchebegivenheder, og det er også i Københavns tilfælde det forretningsmæssige aspekt, som er det væsentligste. Men helt særligt for Copenhagen Fashion Week, set i forhold til andre modeuger, er, at den faktisk ikke er en fætter-kusine-fest, fordi den også er en folkelig begivenhed, som gennem det, vi kalder Copenhagen Fashion Festival, er mange aktiviteter, som alle kan være med i. Politikerne skal ikke være bange for at støtte modeugen i København, som faktisk en af de eneste modeuger, der inddrager borgerne,” fortæller Eva Kruse og fortsætter:

“Men når det er sagt, så tror jeg dog også, at det som interesserer politikerne omkring modebranchen og modeugen er, at den er på top fem over største eksporterhverv, og at branchen og begivenheden genererer en stor omsætning, omtale og synlighed internationalt, samt skaber mange arbejdspladser – uanset om man opgør den i unikke besøgende eller messebesøg.”

Kilde: TØJ