Whiite i Canada: Forarbejdet er afgørende
Det danske brand var med på eksportfremstødet til Toronto forrige uge, og der er lovende samarbejdsaftaler på vej. Whiites Canada-udsendte fortæller her om forberedelserne til at gå ind på et nyt marked.24 danske modevirksomheder var med på det netop overståede eksportfremstød til Canada, hvor de både mødte canadisk presse og indkøbere. En af de danske modevirksomheder, der var med på turen, var Whiite og for dem tegner deltagelsen til at blive en succes.
LÆS OGSÅ: ”Østjysk iværksætterpar til Canada med eliten”
”Vi fik rigtig meget ud af det både i forhold til at møde presse og forhandlere. Jeg havde kontakt til cirka 10 forhandlere, og ud af dem ser det foreløbig meget lovende ud med de fire, som vi er ved at lande aftaler med nu,” siger Arman Motlagh, der er Head of Public Relations i Whiite til FashionForum.
Eget forarbejde afgørende
Han mener, at formen med et samlet eksportfremstød, som kan tiltrække opmærksomhed, er en stor hjælp, men understreger, at det individuelle forarbejde har været altafgørende.
”Jeg startede med at læse lande- og markedsrapporter fra Udenrigsministeriet for at forstå det canadiske marked i et overordnet perspektiv. Derefter var jeg til Danish Fashion Institutes og Dansk Mode & Textils infomøde om turen, og så researchede jeg specifikt på Toronto,” siger Arman Motlagh.
LÆS OGSÅ: “Ny eksportaftale mellem EU og Canada på vej”
Efter at have dannet sig et overblik over først Canada som helhed, så byen Toronto og endelig de enkelte kvarterer i byen, tog han kontakt til forhandlere både via mail og telefon.
Derefter rejste han til Toronto i god tid inden det officielle fremstød, så han dels kunne møde potentielle kunder ansigt-til-ansigt og dels lære byen, dens kvarterer og handelsliv bedre at kende.
Old school research
”Det var helt old school. Ud på gaden og finde ud af, hvordan det hele fungerer. Du skal læse op på forhånd og gøre din research, men den bedste information får du på gaden – hvilke butikker er der? hvordan handler de?,” siger Arman Motlagh, der udover at ankomme til Toronto før det officielle fremstød også først rejste hjem flere dage efter kronprinsparret og resten af delegationen.
”Jeg sluttede af med at besøge alle de potentielle kunder endnu en gang, da fremstødet var overstået for at følge op,” siger Arman Motlagh og fortsætter:
”De overordnede rammer kan hjælpe dig, men jeg tror, at det er helt essentielt, at du selv går i dybden og forbereder dig så grundigt som muligt, inden du starter ud på et nyt marked,” siger Arman Motlagh.
Han fortæller, at Whiite desuden har koblet en agent på i Canada, og hvis alt går vel med kontakterne fra Toronto, så vil det naturlige næste skridt være den nærliggende by Montreal og måske senere Vancouver.
Whiite har 30 ansatte og bliver i øjeblikket forhandlet gennem 278 salgssteder fordelt på i alt 22 markeder.