Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Udland

Østjysk iværksætterpar til Canada med eliten

Dansk delegation tager i denne uge til Canada på et stort anlagt eksportfremstød. For parret bag accessories-brandet Markberg er det en anerkendelse at være med i selskab med store etablerede mærker.
Dansk delegation tager i denne uge til Canada på et stort anlagt eksportfremstød. For parret bag accessories-brandet Markberg er det en anerkendelse at være med i selskab med store etablerede mærker.

Nu skal canadierne lære dansk mode endnu bedre at kende. I denne uge deltager 24 danske modevirksomheder samt modeorganisationerne Danish Fashion Institute og Dansk Mode & Textil i det største eksportfremstød til Canada nogensinde arrangeret af Generalkonsulatet i Toronto.

Med kronprinsparret og handelsminister Mogens Jensen (S) i spidsen spænder deltagerne fra mindre spillere som Soulland og Storm & Marie over mere etablerede som Designers Remix og Ilse Jacobsen til mastodonter så som Vero Moda og Pandora. Et af de 24 brands er accessories-mærket Markberg, som har eksisteret siden 2008.

Frihandelsaftale baner vejen

”Vi har længe haft kig på Canada som nyt eksportmarked, og vi er drønstolte over at være inviteret med i Udenrigsministeriets eksportdelegation derover. Særligt i et felt med både Pandora, ECCO, Samsøe & Samsøe, By Malene Birger og Bruuns Bazaar,” siger Rune Klemmensen, der startede Markberg sammen med sin partner Mette Astrup.

”Det betyder jo, at vi bliver anerkendt som et virkelig godt, dansk brand med eksportpotentiale,” uddyber Rune Klemmensen i en pressemeddelelse til FashionForum.

Hos Dansk Mode & Textil, der er partner på eksportfremstødet, ser man ligeledes et stort potentiale i Canada, hvilket hænger sammen med mere lempelige handelsvilkår i fremtiden.

LÆS OGSÅ: ”Ny eksportaftale mellem EU og Canada på plads”

”Canada er et marked, der rummer et kæmpe potentiale for danske modevirksomheder – ikke alene på grund af markedets faktiske størrelse, men særligt fordi EU og Canada er ved at forhandle en frihandelsaftale på plads, hvilket kan betyde at danske virksomheder allerede fra 2016 vil kunne drage store fordele af et toldløft på over 90 procent af vareeksporten til Canada,” siger Thomas Klausen, adm. direktør i Dansk Mode & Textil i en pressemeddelelse.

Hudson’s Bay har allerede købt stort ind

Det danske modefremstød er en del af et større eksportfremstød bestående af i alt 80 danske virksomheder og organisationer, der foruden mode og design tæller sundhed, fødevarer, arkitektur og grønt byggeri.

Under fremstødet vil de danske modevirksomheder deltage i en række seminarer og events samt en stor udstilling, hvor deres kollektioner fremvises for B2B-kontakter (herunder indkøbere, distributører og agenter) samt den canadiske modepresse. Som kulmination på fremstødet vil H.K.H. Kronprinsesse Mary indvie en pop-up shop i Canadas ældste og største stormagasin, Hudson’s Bay, som gennem tre uger skal sælge de danske modemærker.

”At en så stor og betydningsfuld lokal spiller har valgt at indgå i et dansk arrangeret eksportfremstød, og endda har valgt at løbe en risiko ved at indkøbe produkter for et højt beløb på forhånd, siger meget om dansk modes popularitet samt potentiale på det canadiske marked. Man kan tydeligt mærke, at dansk mode er ved at blive meget eftertragtet i Canada,” siger Eva Kruse, adm. direktør i Danish Fashion Institute.

I Markberg har de glædet sig til Canada-turen, men Rune Klemmensen slår samtidig fast, at eventyret ikke slutter med det canadiske marked.

”Der er flere markeder, vi gerne vil ind på. Det går rigtig stærkt nu, men vi tager én ting ad gangen, og gør det grundigt hver gang. Vi er jo jyder.” siger Rune Klemmensen.

Markberg forhandles lige nu i Europa (primært Storbritannien og Norge) og i Korea.