Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Udland

Danske Fitbay knækker koden til det amerikanske modemarked

Den danske onlinevirksomhed nærmer sig hastigt 100.000 brugere – og ganske efter planen er flertallet fra USA. Målet er at blive Facebook for tøj.
Den danske onlinevirksomhed nærmer sig hastigt 100.000 brugere – og ganske efter planen er flertallet fra USA. Målet er at blive Facebook for tøj.

Det er mindre end et halvt år siden, Fitbay forlod det lukkede testniveau og åbnede op for offentligheden. Nu nærmer den danske onlinevirksomhed sig 100.000 brugere – og ganske efter planen er flertallet fra USA.

”Målet er, at Fitbay skal være Facebook for tøj,” lyder det fra adm. direktør Christian Wylonis. Derfor glæder det også direktøren, at netop amerikanerne har taget så godt imod Fitbay:

”Vi har hele tiden haft som målsætning at slå igennem i USA, så vi er meget stolte over, at vi allerede så kort efter lanceringen har opnået så stort et følge netop der,” siger han i en pressemeddelelse til Fashionforum.dk.

Christian Wylonis blev i sidste uge interviewet af Bloomberg Newsweek om sin halvandet år gamle startup, der skal løse de problemer, der opstår med at finde den rigtige størrelse, når man handler mode på nettet.

LÆS OGSÅ: “Værsgo: 12 millioner kroner til nyt dansk modekoncept”

Og særligt fra USA har der da også været stor medieopmærksomhed omkring den danske iværksættervirksomhed, der har sikret sig 12 mio. kr. i støtte fra samme investorer som tidligt så lyset i musikstreaming-succesen Spotify. Indtil videre har Fitbay fået omtale i både Financial Times, The New York Times, Forbes og senest altså Bloomberg Newsweek.

Der er flere virksomheder, der forsøger at finde en løsning på netop problemet med, at en størrelse medium kan variere helt op til 10 centimeter i taljevidden fra ét mærke til et andet.

På Fitbay opretter brugeren nemlig en profil, angiver højde og vægt og kropstype og lægger links til et par tidligere modekøb, der har passet perfekt – fx en blazer fra Tiger of Sweden i størrelse large – hvorefter brugerne kædes sammen med andre Fitbay-brugere fra hele verden, der har angivet samme perfekte fit.

Herefter kan brugeren tjekke hvilke mærker, andre brugere, der også passer en Tiger of Sweden-blazer i størrelse large, ellers har haft succes med at købe, og således få adgang til et personligt kort over de rigtige størrelser og mærker til netop sin figur – uden at skulle hverken måle sig eller sætte sin lid til modemærkernes ofte afvigende størrelsesskemaer.