Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Modeuge

Fila - Sportstøj på en dametøjsmesse

CPHFW SS15. Sportsbrandet Fila holder til på Vision i Øksnehallen under denne modeuge, og set i bakspejlet er de to måske ikke det bedste match.
CPHFW SS15. Sportsbrandet Fila holder til på Vision i Øksnehallen under denne modeuge, og set i bakspejlet er de to måske ikke det bedste match.

Det er første gang, det italienske sportsmærke Fila har valgt at være på messe i København med deres tøj og sko. Valget faldt næsten tilfældigt på Vision, fortæller mærkets sales manager Allan Larsen, da FashionForum besøger hans stand mandag.

”Det var måske ikke her, vi skulle have ligget. Vi burde nok have været i Bella Center (CIFF, red.). Men vi fik et rigtig godt tilbud fra Vision, og så blev det her,” siger han.

Imellem de mange dametøjsstande på Vision skiller Fila-standen sig nemlig en smule ud fra mængden med sine sneakers og sportstøj, og Allan Larsen indrømmer, at han havde på fornemmelsen, at Vision måske ikke har den helt rigtige kundeskare og profil i forhold til Filas målgruppe.

”De kunder, vi sælger til, kommer ikke på denne messe, men vi har nogle faste aftaler med kunder, der kommer og køber,” fortæller han og tilføjer, at han dog har fået nogle salg i hus, han ikke havde regnet med hjemmefra.

Hypen er forsvundet

Det er messens anden åbningsdag, og Allan Larsen fortæller, at han synes, at den hype, han førhen lagde mærke til på modemesserne, er aftaget.

Allan Larsen har førhen arbejdet for Fred Perry, der havde stand på Vision, og han mener ikke, at der er lige så mange besøgende, som han oplevede dengang.

”Vision er ikke så hypet mere, folk står ikke i kø, som de gjorde engang,” siger han og tænker at det nok også skyldes, at branchen er presset generelt.

”Der er ikke så mange, der tør tage chancen mere. Der er flere butikker der lukker end der åbner, og det kan man godt mærke,” afslutter han og vender tilbage til arbejdet.