Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Modeuge

Henrik Silvius holder ikke show for at sælge tøj

CPHFW SS15. Henrik Silvius viser sin første kollektion under denne modeuge og har til hensigt at vise sin vision frem for at sælge sin kollektion.
CPHFW SS15. Henrik Silvius viser sin første kollektion under denne modeuge og har til hensigt at vise sin vision frem for at sælge sin kollektion.

Der er flere debuttanter under denne sommers københavnske modeuge. En af dem er Henrik Silvius, der er sprunget ud som designer og showdebutant uden videre erfaring med tøjdesign.

”Jeg har altid gerne ville lavet tøj, og da jeg sidste modeuge snakkede med Jean Phillip (designer, red.), spurgte han, hvorfor jeg ikke bare hoppede ud i det? Jeg havde alle mulige undskyldninger, men da tanken bundfældende sig, kunne jeg pludselig ikke finde en grund til at lade være,” fortæller Henrik Silvius, da FashionForum besøger ham i hans studio ugen før modeugen.

LÆS OGSÅ: Showdebutanten Mark Tan: Spring ud i det!

Kollektionen ‘Caeserean’ er første kollektion nogensinde fra den unge designer, og den er sat i verden med det formål at slå Henrik Silvius’ vision som designer fast med syvtommersøm.Det kan syne en smule bagvendt at starte sin karriere som designer med et show og ikke have som mål at få solgt tøjet, men det er ikke desto mindre den vej, Henrik Silvius har valgt at gå.

“Hvis jeg skal være helt ærlig, så interesserer salg mig ikke. Jeg skaber tøj for at gøre fantasier til virkelighed. Caesarean er min første fantasi – et statement. Vi har opbygget et kompromisløst univers omkring brandet, og jeg føler, at det først og fremmest er vigtigt at vise netop det og hvilken vej, jeg som designer vil gå. Hvis folk kan lide universet, og det jeg laver, vil salg senere blive en højt prioriteret del af brandet.”

Debutshowet er blevet gjort muligt med hjælp fra en personlig opsparing og en række sponsorer, der blandt andet tæller UPS, Kvadrat og Muskelsvindsfonden.

Vejen til kollektionen

Henrik Silvius’ første kollektion er inspireret af en fusion mellem barbiedukker og superhelte og placerer sig med designerens egne ord på “et tørt sted” på den danske modescene.

”For mig har der manglet en mellemvej mellem det meget kommercielle og det meget avantgarde. Herretøj er ofte meget praktisk. Der mangler tøj, der er skabt, fordi det er flot og innovativt,” fortæller Henrik Silvius, der udelukkende har designet herretøj.

LÆS OGSÅ: Japanske indkøbere: Dansk herremode står stærkt

Udover de almindelige udfordringer, der følger med at design en kollektion og tilmed afholde et modeshow, har Henrik Silvius yderligere nogle fysiske begrænsninger, der især påvirker det praktiske arbejde med kollektionen. Han lider nemlig af muskelsvind og sidder i kørestol og har således ikke mulighed for at sy tøjet selv. Heldigvis har han fundet hjælpere, der gerne frivilligt vil give en hånd – eller mange – med til med eksekveringen af kollektionen, fordi de tror på hele den vision og historie, der ligger bag projektet.

Grundet at jeg altid har haft en masse ting, jeg ikke fysisk har kunne udføre, har det ikke været svært at acceptere, at jeg må overlade syarbejdet til andre. Jeg kan tegne og snakke, og har en finger med i enhver process, da jeg simpelthen ikke kan lade være. Men på en travl dag i ugen op til ens første show ville det da være vanvittigt godt at kunne kaste sine hænder i arbejdet,” siger Henrik Silvius og fortæller, at han begyndte at tegne kollektionen i september sidste år og ikke kan vente med at se hans drøm gå i opfyldelse, når han får mulighed for at vise, hvad han har at byde på.

At hylde det perfekte

Henrik Silvius er gennem sin tidligere modeblog velbevandret i modebranchen og er bekendt med den måde, branchen hylder det standardiserede kropsideal, som han på grund af sit handicap ikke selv kan leve op til. FashionForum spørger, om han gerne vil gøre op med dette ideal, og svaret er et tydeligt: Nej!

”Jeg gør ikke op med modeidealet. Nærmere tværtimod. Jeg synes, at det er skønt, at der er plads til forskellighed, men jeg synes også, at der skal være plads til at dyrke det ’perfekte’,” siger han og fortæller, at det er meget sjældent han oplever at der ikke er plads til ham fordi han ikke har en pumpet overkrop, som han selv beskriver det.

”Grundet netop mit udseende og mine egne begrænsninger i min krop har det været super sjovt at drømme om idealer. Jeg ved at det aldrig bliver mig, men det er fascinerende at arbejde med,” siger han og drømmen om idealerne kan også spores til hans inspiration i barbiedukker og superhelte som i høj grad repræsenterer noget perfekt og ideelt.

Slutteligt falder emnet på hvad det betyder for Henrik Silvius at være et forbillede. Han fortæller at det ikke nødvendigvist ‘kun’ er handicappede, han gerne vil inspirere, men at alle kan lære at se udenfor deres respektive begrænsninger.

“Jeg værdsætter enormt meget at være et forbillede for folk. Alle har deres begrænsninger, men for mig er det vigtigt at vise, at man kan meget mere, end man tror, hvis man ser mulighederne i stedet for. Det vil jeg gerne inspirere folk til at opdage,” afslutter han.

Henrik Silvius afholder sit debutmodeshow på Københavns Rådhus onsdag d. 6. august. Der er kun adgang med invitation.