Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Stylepit-stiftere tager magten tilbage

Stifterne af Stylepit vil tættere på forretningen og tager nu plads i bestyrelsen. Den strategiske ledelse skal styrkes, lyder det.
Stifterne af Stylepit vil tættere på forretningen og tager nu plads i bestyrelsen. Den strategiske ledelse skal styrkes, lyder det.

Ud ryger formanden og erhvervstungt medlem – ind kommer stifterne. Stylepit, som engang hed SmartGuy, skifter nu ud i ledelsen igen. Det skriver business.dk.

Der blev ellers hentet prominente navne til onlinebutikkens bestyrelse i oktober, da Hummel-ejer Christian Stadil og den tidligere Just Eat-direktør Klaus Nyengaard kom til, men nu tager stifterne magten tilbage.

LÆS OGSÅ: Stylepit vil fokusere på nærmarkeder

Ifølge den afgåede formand Klaus Nyengaard var der ikke grundlag for enighed mellem bestyrelsen og ejerne. Klaus Nyengaard fortæller videre, at han gav stifterne det råd, at de selv skulle involvere sig direkte i bestyrelsesarbejdet.

”Og det er så det, de har valgt at gøre,” siger Klaus Nyengaard, som ikke vil nærmere ind på, hvad uenighederne gik ud på.

Nicolai Kærgaard og Christian Kusk stiftede SmartGuy tilbage i 2000, og de to har siden fungeret som storaktionærer og som en del af ledelsen. Mens Nicolai Kærgaard sidder på posten som forretningsudviklingdirektør, har Christian Kusk ansvaret som indkøbsdirektør i Stylepit-koncernen.

Kilde: Business.dk