Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Udland

Stifterne bag Sass & Bide vinker farvel til mærket

Den australske stormagasins-kæde Myer opkøber endnu en andel af Sass & Bide og ejer nu 100 pct. af det australske tøjmærke.
Den australske stormagasins-kæde Myer opkøber endnu en andel af Sass & Bide og ejer nu 100 pct. af det australske tøjmærke.

For 14 år siden startede Sarah-Jane Clarke og Heidi Middleton tøjmærket Sass & Bide, og i dag har det australske mærke en omsætning på 50 mio. dollars (næsten 275 mio. kr.).

Nu har grundlæggerne netop solgt de sidste 35 pct. af firmaet til den australske stormagasinkæde Myer med hensigten at “sikre deres hjertebarns succes på det internationale marked”. Det skriver The Guardian.

Sarah-Jane Clarke og Heidi Middleton forlader ikke virksomheden og vil stadig være henholdsvis brand-direktør og kreativ direktør.

”Det har altid været vores drøm at se Sass & Bide blomstre internationalt, og nu hvor det er en realitet, kunne vi ikke være gladere,” siger Heidi Middleton til The Guardian og tilføjer, at salget kun er en formalitet, og alt i store træk forbliver som hidtil.

Salget giver mærket mere økonomisk frihed og gør det muligt for stifterne at koncentrere sig udelukkende om design.

Detailstrateg Stephen Kulmar fortæller til The Guardian, at salget er klogt for begge parter, og at det er helt forkert opfattet, hvis man tror, at de to grundlæggere er på vej ud af virksomheden.

”Vi ser store designere bruge år på at opbygge et mærke uden nogen detailkompetencer, og i sidste ende er det det, der ruinerer dem. Hvorfor ikke have en partner der forstår sig på detailhandel, produktenheder, operationelle systemer og alle de kriterier, der er vigtige for en god detailvirksomhed,” siger han.