Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed, Indland

Roskilde Festival 2014 - Unge designtalenter sætter fokus på CSR

Unfair Fashion sætter på dette års Roskilde Festival fokus på bæredygtig mode. Gæster kan besøge t-shirtworkshoppen og lære mere om CSR i modebranchen.
Unfair Fashion sætter på dette års Roskilde Festival fokus på bæredygtig mode. Gæster kan besøge t-shirtworkshoppen og lære mere om CSR i modebranchen.

Det bæredygtige modeinitiativ Unfair Fashion rykker sammen med ni nordiske designtalenter ind på årets Roskilde Festival.

Med sig har de en campingvogn, der danner rammen for de aktiviteter som løber af stablen under festivalen. Missionen er at engagere festivalgæsterne og præsentere dem for et univers af bæredygtige, alternative og kreative løsninger, når det gælder tøj og mode. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra initiativet.

Festivalgæsterne får mulighed for at møde ni nordiske designere i Unfairs designerlab. Her kan besøgende sammen med designteamet lave t-shirt-prints, sy tøj af genbrugsmaterialer doneret af Roskilde Festival og deltage i forskellige andre events som modeshow og workshops.

Opmærksomhed på bæredygtig mode

 

“Projektets formål er at skabe opmærksomhed om brands og initiativer, der arbejder ud fra principper med tanke for både mennesker og miljø. Unfair ønsker at sætte fokus på, hvordan vi via små tiltag og kreative løsninger kan blive mere bevidste om genbrug, gennemsigtighed og ansvarlighed inden for mode,” siger folkene bag Unfair Fashion i en pressemeddelelse.

Unfair Fashion er et modeinitiativ sat i verden for at skabe et kreativt udstillingsvindue for nordiske nyetablerede designere med bæredygtige visioner. Unfair Fashions budskab er enkelt: Mode bør produceres med god samvittighed.

Spred det gode budskab

I Danish Fashion Institute er udviklingsdirektør Jonas Eder-Hansen, der står i spidsen for det bæredygtige projekt NICE – som i øvrigt også er repræsenteret på Roskilde Festival – mere om det på FashionForum i morgen – glad for initiativer som Unfari Fashions:

“Det er godt at se, at en stor kulturbegivenhed som Roskilde Festival også bakker op om bæredygtig mode. Mode og festival hænger jo uløseligt sammen, og også derfor er det vigtigt at få budskabet om at forbruge mode med omtanke ud her også. Når Unfair så oven i købet inddrager gæsterne i designprocessen, bidrager det forhåbentligt til, at den bæredygtige bevidsthed bliver hos gæsterne, også når festivalen slutter,” siger han til FashionForum.

Afprøv de alternative løsninger

 

De forskellige aktiviteter under festivalen giver derudover festivalgæsterne mulighed for selv at lege med og afprøve alternative designmetoder og løsninger.

“Alle, der har mod på at eksperimentere med moden, opfordres derfor til at kigge forbi,” afslutter Unfair Fashion deres meddelelse.

De ni deltagende designere/brands er: Manerkai (SE), Minka Toeth (DK), Hunkøn X Hankøn (DK), Hi on Life x Olivia Thomasdotter (SE), Sadelo (DK), Isabella Idberg (SE), Lise Weisbjerg Dahl (DK), 15//12 (DK) og Siff (DK).

Unfair Fashion kan findes ved “Arena Drive” i staldområderne vest for Arena-scenen. Modeshowet løber af stablen lørdag d. 5. juli kl. 14.30.