Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Her er de nye regler for e-handel

De nye regler for handel på nettet skaber en del forvirring og uklarhed. Læs med her og bliv en smule klogere på hvad den nye forbrugerlov betyder for dig.
De nye regler for handel på nettet skaber en del forvirring og uklarhed. Læs med her og bliv en smule klogere på hvad den nye forbrugerlov betyder for dig.

Fredag d. 13. juni 2014 undergik forbrugeraftaleloven og købeloven nogle væsentlige ændringer for reglerne for e-handel. Ændringerne skyldes, at Danmark skal implementere EU’s forbrugerrettighedsdirektiv for at sikre en større harmonisering af forbrugernes rettigheder i EU.

Advokatkæden Advodan har ’oversat’ de snørklede lovændringer:

Udvidet oplysningspligt

  • Det skal være helt gennemskueligt for forbrugeren, hvem han/hun handler med. Virksomheden skal altså oplyse telefonnummer, e-mailadresse og adresse på det faste forretningssted, selvom aftalen er indgået online
  • ’Den samlede pris’ skal oplyses, hvilket blandt andet er relevant, hvis man indgår abonnementsaftaler. Alle priser skal være gennemskuelige for kunden, og det skal fremgå tydeligt, hvordan prisen bliver beregnet.
  • Forbrugeren skal oplyses om fortrydelsesretten, inden købet indgåes. Overholdes dette ikke, risikerer virksomheden, at kundens fortrydelsesret forlænges til tolv måneder.
  • Hvis virksomheden ikke tydeligt oplyser kunden, om at han/hun selv er ansvarlig for at betale udgifterne for at sende en vare retur, skal virksomheden selv betale for returneringen.
  • Starttidspunktet for fortrydelsesfristen påbegyndes først, når kunden har varen i hånden, og ikke fra den dag købet blev gennemført.

Returret

  • En kunde kan ifølge den nye lov vente med at returnere varen indtil senest 14 dage efter den dato, hvor vedkommende har meddelt virksomheden, at han/hun har fortrudt købet.
  • Efter de nye regler kan forbrugeren også fortryde sit køb efter at have brugt varen. Med det forbehold at forbrugeren hæfter for en eventuel forringelse af varens værdi. Netop denne nye regel skaber forvirring, da der ikke er nogen kyndig vejledning eller regel for vurdering af varens eventuelle mistede værdi eller hvad forhandleren skal stille op med brugte varer efterfølgende.
  • Virksomhedens tilbagebetalingspligt ved fortrydelse er nu forkortet til 14 dage mod de hidtil 30 dage. Det er dog muligt for virksomheden at afvente, at varen kommer retur før tilbagebetalingen sker, hvis der er mistanke om en værdiforringelse af varen.

Bødestraf

  • Hvis en virksomhed ikke overholder reglerne, risikeres en bødestraf allerede fra første gang, lovovertrædelsen finder sted. Førhen krævede det gentagne eller grove overtrædelser, før det kunne munde ud i bøder.

 LÆS OGSÅ: Ni skarpe – her er de nye returregler for webbutikker

De ovenstående skærpede krav til virksomhederne gør det lidt sværere at være en online baseret butik, og Foreningen for Dansk Internethandel – FDIH – omtaler de nye regler for returret som ’tåbelige’, og fortæller at de nye regler bliver helt umulige at administrere.

Hvis du er i tvivl om, hvordan de nye regler påvirker dig, og/eller hvilke forholdsregler du skal tage, kan du med fordel deltage i Danish Fashion Institutes morgenseminar DAFI Tuesday tirsdag d. 24. juni. Seminaret afholdes i samarbejde med Schlüter advokatfirma, som vil fortælle om baggrunden for den nye lov, gennemgå de relevante ændringer samt fortælle om behovet for opdatering af webshops og handelsbetingelser.

Dafi Tuesday afholdes tirsdag d. 24. juni fra 9-10.
Tilmelding (senest fredag den 20. juni) med emnefeltet ”DAFI Tuesday” sendes til rsvp@danishfashioninstitute.dk. DAFI Tuesday er gratis for medlemmer – prisen for ikke-medlemmer er DKK 700. Arrangementet er åbent for alle interesserede. Læs mere her.

Kilde: Advodan.dk