Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Dansk børnetøjsmærke åbner flagskibsbutik i Kina

Det danske børnetøjsmærke Wheat åbner deres første kinesiske flagskibsbutik i Beijing.
Det danske børnetøjsmærke Wheat åbner deres første kinesiske flagskibsbutik i Beijing.

Det bliver nu muligt for kineserne at købe det danske børnetøjsmærke Wheat. Virksomheden fra Gentofte åbner nemlig butik i hovedstaden Beijing.

“Det er attraktivt at være på det kinesiske marked. Det er så stort, at vi selv med en lille vækst, vil få vækstrater, som vi ikke kan opnå i Europa”, siger Wheats ejer, Charlotte Galsgaard i en pressemeddelelse.

Wheat designer tøj til piger og drenge fra 0-14 år, og sælger allerede sine kollektioner i en række europæiske lande, USA og Canada. De er klar til at åbne flere afdelinger i samarbejde med deres kinesiske partner, selvom der er nogle udfordringer forbundet med at åbne butikker i Kina:

“De kinesiske forbrugere er meget prisbevidste og stiller krav til kvaliteten, men med en kinesisk forretningspartner føler vi os på rimelig sikker grund,” siger Charlotte Galsgaard, og tilføjer, at de kinesiske forbrugere er opmærksomme på dansk design og det forventes, at Wheats kollektioner derfor vil falde i kinesernes smag.

Sideløbende med åbninger af butikker er planen at introducere et Wheat shop-in-shop koncept i stormagasiner samt en online shoppingportal på det kinesiske marked.

“De kinesiske forbrugere er flittige onlinekunder. Samtidig forventer de, at et brand som Wheat er tilstede via alle kanaler, altså både med fysiske butikker og i webshops,” skriver Wheat i pressemeddelelsen.