Eks-praktikant sagsøger Alexander McQueen
En tidligere praktikant har lagt sag an mod huset Alexander McQueen. Hun kræver 58.000 kr. i tabt arbejdsfortjeneste efter at have arbejdet gratis i fire måneder.Det britiske modehus Alexander McQueen er blevet sagsøgt af en tidligere praktikant, der arbejdede gratis i fire måneder for fire år siden. Kvinden kræver 6.415 pund, svarende til omtrent 58.000 kr., i tabt arbejdsfortjeneste. Det skriver The Guardian.
Sagsøger, der bliver omtalt som Rachel Watson (dette er ikke hendes rigtige navn) af sine advokater, mener, at modehuset har brudt loven ved ikke at betale hende minimumsløn.
I sin praktikperiode tegnede ‘Rachel Watson’ blandt andet illustrationer til broderier, hun reparerede broderier og hun farvede stoffer.
Rachel Watsons advokat Wessen Jazrawi fra firmaet Hausfeld & Co mener ifølge The Guardian, at når praktikanter “udfører rigtigt arbejde under en kontrakt”, bør de være berettiget til i hvert fald national minimumsløn.
Rachel Watson siger, at hun takkede ja til praktikken, fordi hun “nærmest ikke kunne se anden vej ind i modeindustrien”. I en udtalelse via sin advokat siger hun:
“Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg blev udnyttet. Hvordan kunne jeg konfrontere min arbejdsgiver, når de havde alle kortene på hånden til min fremtid i branchen?”
Rachel Watson besluttede dengang at tage kontakt til kampagnegruppen Intern Aware, som tidligere har hjulpet med at sikre løn til praktikanter hos blandt andre Sony, Arcadia Group (der står bag Topshop) og X Factor.
Hos Intern Aware siger kampagneleder Chris Hares til The Guardian:
“Modebranchen er en konkurrencepræget industri med store overskud, og tanken om, at en af de mest profitable virksomheder i verden bruger gratis arbejde, er skammeligt.”
I fjor blev modehuset Alexander McQueen tvunget til at give en offentlig undskyldning om ubetalt praktikarbejde, efter at formand for studentersammenslutningen ved University of the Arts London gjorde opmærksom på et annonce fra Alexander McQueen, der efterlyste en “talentfuld strikdesign-studerende”, der kunne arbejde fem dage om ugen i op til 11 måneder … uden løn.
Dengang lød forklaringen fra modehuset, at der var tale om en annonce, der var udgivet ved en fejl og ikke i overensstemmelse med HR-politikken i huset.
Om sagen med Rachel Watson siger en talsmand fra Alexander McQueen:
“Vi kan forstå, at denne sag drejer sig om en praktikant, der var hos os for fire år siden. Vi havde ikke før dette øjeblik nogen som helst ide om, at hun havde været utilfreds med sin tid hos Alexander McQueen.”
Meddelelsen fortsætter:
“Vi har holdt skarpt øje med debatten på området, og i dag betaler vi alle vores praktikanter.”