Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Modeuge, Udland

Peruviansk kvalitet indtager modeugen

Til den københavnske modeuge giver to peruvianske mærker en smagsprøve på, hvad Peru kan, når det kommer til produktkvalitet. To direktører med produktion i Peru er sikre på, det ikke findes bedre.
Til den københavnske modeuge giver to peruvianske mærker en smagsprøve på, hvad Peru kan, når det kommer til produktkvalitet. To direktører med produktion i Peru er sikre på, det ikke findes bedre.

Det er ikke en nyhed, at der til vintermodeugen oftest bliver vist masser af uld og strik, men til gengæld er der for første gang peruvianske mærker og dermed også peruvianske uldkvaliteter at finde i den danske showkalender, når Aynicph og Escudo indtager Børsen.

Peru er specielt kendt for sin fine, langfibrede bomuld, som ofte bliver sammenlignet med egyptisk bomuld. Desuden er ulden fra alpacaen i høj kurs.

Ifølge Stine Bauer Boskov, der er direktør i modevirksomheden The Baand, findes der en helt speciel kvalitet i Peru, hvor virksomheden har en stor del af deres forsyningskæde. Her producerer virksomheden alle sine økologiske bomuldsvarer i kvaliteten Pima. En kvalitet der, som hun selv formulerer det, ”vokser på kunderne”.

”Vi har oplevet kunder, der kommer tilbage efter to år og fortæller, hvor glade de er for deres t-shirts, som stadig holder. Jeg tror, folk er ved at få en ide om, at det ikke alene er økonomisk klogt at have en t-shirt, der holder længere, det er også bæredygtigt,” siger direktøren.

Kvantitet prioriteres

Pimabomuld er kendetegnet ved meget lange fibre, og det er grundlæggende derfor, at produkter i den kvalitet holder længere. Pimabomuld er dyrere, og derfor bliver produkterne naturligvis også dyrere, men det er bestemt det værd, hvis man spørger Stine Bauer Boskov:

”Som for de fleste virksomheder handler det også i modebranchen om at sælge varer. Kvantitet bliver ofte prioriteret over kvalitet, men det er faktisk muligt at producere varer, som holder længere end en enkelt sæson også inden for bomuld,” forklarer Stine Bauer Boskov.

Tendensårsag ligger bag

Showet på Børsen har titlen “Born in Peru” og består af de tre brands Escudo og Aynicph. Direktør og grundlægger af sidstnævnte er Lærke Skyum, som har fået produceret og sourcet fra Peru gennem en årrække. Hun vurderer, at der ligger en tendensårsag til grund for, at den kommende vintermodeuge byder på peruvianske mærker. En årsag som taler for bæredygtig mode og naturlige, innovative materialer.

”Alpacauld er blevet populært på grund af de mange fordele ved fiberen, som både er bløde, holdbare og har en termisk effekt, hvilket gør dem usammenlignelige og eksklusive sammenlignet med andre naturlige materialer og fibre,” forklarer Lærke Skyum.

LÆS OGSÅ: Peru sukker efter Danmark

Hun udpeger dertil den mere åbenlyse begrundelse, at ”Danmark og det skandinaviske marked forbruger meget strik og varme materialer stort set året rundt.”

Og lige netop det forbrug er Stine Bauer Boskov fuldt ud klar over. For The Baand er det bare vigtigt at det forbrug, brandet selv dækker gennem deres produkter er ”lokalt sourcet”, hvilket ifølge hende vil sige:

”At materialet så vidt muligt forarbejdes der, hvor det har sin oprindelse og under gode forhold. Det kan selvfølgelig ikke betale sig at sy bomuldsprodukter i Danmark – groft sagt ville vi i den perfekte verden kun gå med fåreuldstrøjer her i Nordeuropa,” siger Stine Bauer Boskov.

Showet “Born in Peru” bliver afholdt fredag aften klokken 20 på Børsen i København.