Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Danske Fiveunits satser stort på USA

Det københavnske jeansmærke er stadig ganske ungt, men det stopper ikke direktøren fra at satse på tværs af Atlanten. Første ladning skippes af sted i disse dage.
Det københavnske jeansmærke er stadig ganske ungt, men det stopper ikke direktøren fra at satse på tværs af Atlanten. Første ladning skippes af sted i disse dage.

Med kun knap seks år på cowboybuksebagen er det københavnerbaserede jeansmærke Fiveunits allerede parat til at indtage USA. Den første ladning denim bliver sendt over Atlanten nu, men det er faktisk kun to år siden, det danske brand overhovedet begyndte at skippe varer ud over Danmarks grænser.

Lige nu kan eksportmarkederne tælles på beskedne ti fingre: Skandinavien – inklusiv Island, Færøerne og Grønland, Storbritannien, Emiraterne og nu altså for første gang USA. Derfor går adm. direktør Carit Løvdal da også til den tværatlantiske ekspansion med en stor portion tålmodighed:

”Vi er meget realistiske omkring projektet. Der kommer til at gå et par sæsoner, før det bliver en rentabel udvidelse for os, og sådan er det. Når det er sagt, så tror vi selvfølgelig på, at det amerikanske marked er det næste skridt for os. Ellers havde vi ganske enkelt ikke gjort det,” lyder det fra chefen.

Hos Fiveunits er man da også fuldt bevidste om, at det ikke er nok at ’gøre, som man plejer’. Den europæiske model kan ikke bare pakkes i kufferten, fragtes til USA og forventes at fungere med samme succes, som den har gjort i blandt andet Norge, Sverige, UK og Holland.

I stedet skal der en helt ny forretningsmodel til – en model, der skal skræddersyes til amerikanerne. Derfor har Carit Løvdal blandt andet besluttet at ansætte en service- og distributionsagent foruden den obligatoriske salgsagent. På den måde håber direktøren på at være mere fleksibel og i stand til hurtigt at reagere på markedet.

Carit Løvdal mener nemlig, at Fiveunits’ styles kan tilføje noget til det amerikanske marked af primært klassiske blå jeans, som vi kender dem fra fx Levi’s.

”Det amerikanske jeans-marked har stået stille de seneste par år og mangler et friskt pust fra Europa. Vores elegante evening look vil gøre sig godt,” forudser han.

Krisetiderne har gjort, at det amerikanske marked prøver at lukke sig omkring sig selv. Amerikanerne ser helst, at deres dollars går til nationale producenter, hvilket gør markedet ugæstfrit. Dertil kan tilføjes høje toldsatser, der hæver prisen på leverancerne. Men Fiveunits tager udfordringen op, og satser på at skabe en varig tilstedeværelse på det store marked.

”Vi kommer ikke for at se, erobre og så stikke af igen. Vi tager noget med til USA, men håber på at tage lige så meget med derfra. Det amerikanske eventyr skal blive en del af FIVEUNITS’ dna og være et våben i vores markedsføring,” forklarer Carit Løvdal.

Den fysiske tilstedeværelse i USA er derfor vigtig for virksomheden, der allerede har etableret showrooms i New York og Los Angeles. Fiveunits var endvidere til stede med en stand ved modemessen i New York i september, og satser på at deltage på den anden store amerikanske modemesse i Las Vegas til februar.

Fiveunits succes herhjemme blev i høj grad kickstartet af god dialog med kvinderne bag de store danske modeblogs som Passions for Fashion og Fierce & Fattig, der tog brandet til sig og ydede masser af god og billig markedsføring. Den strategi i kombination med samarbejde med modeller, satser Fiveunits også på at tage med til Guds eget land, oplyser mærket afslutningsvis i en meddelelse.