Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Only & Sons vil være blandt Europas største

Til sommer får Danmark en ny spiller på herretøjsmarkedet, og om fem år vil Only & Sons være et af de største herretøjsmærker i Europa.
Til sommer får Danmark en ny spiller på herretøjsmarkedet, og om fem år vil Only & Sons være et af de største herretøjsmærker i Europa.

Mens de mandlige modeller viste tøjet frem på catwalken, sørgede det danske rockband Dúné for den rette stemning. Derudover gav Michael Carøe den gas på scenen som konferencier, hvor han både sang og dansede, mens de ca. 300-400 gæster fik serveret fransk champagne, japansk sushi og amerikanske øl i de urbane omgivelser.

Hele set up’et var nøje planlagt således, at det matchede stilen bag Bestsellers nye herretøjsmærke Only & Sons, der blev præsenteret i Messecenter Herning i sidste uge.

Med rå afbildninger på væggene af tøjet og New Yorks gader, høj musik, rå betongulve og en hævet catwalk beklædt i sort var journalister og forretningsforbindelser ikke i tvivl om, hvad tankerne bag tøjmærket er. Denim, råt, urbant, stilet og afslappet.

LÆS OGSÅ: ’Only & Sons – nyt herretøjsmærke

Ligesom der ikke var tvivl om stilen, var der heller ikke tvivl om ambitionerne, da Finn Poulsen, direktør for Only, på scenen lovede, at Only & Sons om fem år vil blive et af de største mærker på det europæiske marked:

“Vi er endnu ikke de bedste. Ikke i dag. Ikke om et år. Men om fem år vil vi være en af de stærkeste spillere i Europa. Det lover jeg jer,” sagde Finn Poulsen til verdenspremieren.

Plads til en spiller mere

Ifølge Only & Sons’ brand manager, Thomas Bæch, er der en stigende efterspørgsel fra modebevidste mænd, om at få flere valgmuligheder, når det rette outfit skal findes. Derfor er han heller ikke i tvivl om, at det er det rigtige tidspunkt at lancere et nyt herretøjsmærke på.

”Vi tror på, at mænd i dag er mere bevidste og langt mere nuancerede end tidligere. Det er blevet mere legalt for en mand at være modeinteresseret og finde det rette outfit til hverdagens mange forskellige anledninger,” lyder det fra Thomas Bæch i en mail til FashionForum.

LÆS OGSÅ: ’Bestseller har flest modebutikker i verden’

”Vi mener, at der er et stort potentiale i udvikling af herremarkedet, hvor der er plads til et herremærke, som udvikler designs i gode kvaliteter med flot finish – til priser, der kan betales af de fleste. Only & Sons er et modemærke baseret på en forretningsidé, der handler om at opfylde kundernes behov for modetøj til konkurrencedygtige priser,” skriver Thomas Bæch.

En strategi baseret på efterspørgslen

Da Bestseller for en måned siden præsenterede deres årsregnskab for 2012/2013, levede det ikke helt op til forventningerne i koncernen. Med det nye mærke fra tøjgiganten kan der imidlertid være skabt en mulighed for at løfte økonomien. Thomas Bæch ser et bredt marked, hvor Only & Sons vil passe til de fleste mænd:

”Vores målgruppe er mange forskellige typer af mænd. Fælles for dem alle er, at de er fashion-orienterede, uanset om stilen er afslappet eller mere formel. Derudover er Only & Sons markedsdrevet, hvilket betyder, at vi er hurtige på trenden, og vores kollektioner tager udgangspunkt i denim og rummer en stor mangfoldighed.”

LÆS OGSÅ: ’Bestseller-regnskab lever ikke op til forventningerne’

Strategien for det nye mærke bygger blandt andet på seks årlige kollektioner baseret på aktuelle trends, et ‘NOOS’-program (Never Out Of Stock, red.), som skal sikre, at de mest eftertragtede styles altid er tilgængelige samt et ekspres-program, således at de populære designs kan blive sendt ud med kort varsel.

Only & Sons vil, til sommer, blive solgt gennem forskellige kanaler, herunder detailbutikker, shop-in-shops, udvalgte Only-butikker og i egne Only & Sons-butikker samt online. Derudover vil mærket efter planen være at finde i op til 2.000 uafhængige detailbutikker rundt omkring i Europa.