Holly Golightly finder deres nye PR-ansvarlige i egne rækker. Der er nemlig foregået en allokering af samtlige medarbejdere i den københavnske luksusbutik Holly Golightly for at stramme butikkens DNA og øge fokusset på kontakten til kunderne.

Det betyder blandt andet at de to ejere Marlene Bernth og Barbara Husted Werner, som åbnede den første Holly Golightly-butik i 2001, igen vil være at finde i butikkerne. De skal ifølge Louise Birkehøj Johansen være ansigtet udadtil og bevare båndet til kunderne i butikken, mens hun selv som nyudpeget PR-ansvarlig skal varetage båndet til kunder og leverandører uden for butikken.

”Det er interessant, når man som Holly Golightly stort set aldrig har markedsført sig, til pludselig at skulle promovere sig og følge med den udvikling, som faktisk er gået hen og blevet uundgåelig,” siger Louise Birkehøj Johansen.

Sætter fokus på brands

Louise Birkehøj Johansen skal derfor stå for det, hun selv kalder ”bagenden” af butikken, hvor hun primært skal kommunikere Holly Golightlys nye DNA, og ikke mindst skabe en PR-værdi omkring de brands, der føres i butikkerne.

Læs også: Ny PR-ansvarlig hos Munthe plus Simonsen

”Det er nu også blevet supervigtigt at promovere Holly Golightly som et brand,” siger Louise Birkehøj Johansen og tilføjer samtidigt at konvergensen mellem de to fysiske butikker og webshoppen er essentiel:

”Det, at kunne sætte sit præg på noget og kommunikere det ud til verden både online og offline er bare blevet en vigtig del af enhver virksomhedsstrategi, og det er i det krydsfelt, min stilling bliver til,” fortæller Louise Birkehøj Johansen.