Syv gode råd: Sådan bliver din webbutik klar til julehandlen
FDIH, foreningen for internethandel, giver her syv gode råd til, hvordan du får mest ud af julehandlen i din webbutik.Indlægget er skrevet af FDIH – Foreningen for Distance- og Internethandel.
Julen er for mange e-handlere den største og vigtigste sæson, og interessen for online juleshopping bliver næppe mindre i år. Derfor er det vigtigt, at du sørgerfor, at din webshop er klar til årets julehandel.
Julehandlen giver dig nemlig mulighed for at opbygge nye kunderelationer og skaffe loyale kunder, der kommer igen – også efter julen.
Grib muligheden for på den korte bane at få mest muligt ud af julehandlen og på den lange bane skabe adgang til flere kunder.
Her er FDIHs syv bud på at få julesalget sikkert i hus:
1. Kommunikér salgsmål til hele organisationen
Målet for julesalget skal kommunikeres til hele organisationen! Det gælder alt fra omsætning til kundeservicemål. Så får hele organisationen en forståelse for, hvor vigtig julehandlen er, og det vil sikre, at alle medarbejdere gør deres bedste for at nå målet.
En intern konkurrence gør det sjovt, og at vise dagens resultater løbende vil skabe god kampånd og samtidig synliggøre, hvor langt shoppen er i forhold til budget/mål!
2. De rigtige varer til de rigtige priser
Varebeholdning og salgspriser hænger sammen. Det er dén cocktail, der sikrer, at du når de fastsatte omsætnings- og indtjeningsmål. Gennemgå dit sortiment og lagerbeholdning af hvert enkelt produkt. Fra dit sortiment skal du for hver vare markere, hvilken rolle varen skal have under salgsperioden, fx:
- Skal varen være prisførende?
- Skal varens pris være på niveau med markedet?
- Skal varen være med høj avance?
- Hvilke varer skal markedsføres og hvilket medie?
Der er ingen gyldne regler, men tag et kig på sidste års salg for at få en reference. Hvilke produkter solgte godt og hvor meget? Se evt. de nyeste tendenser i Dansk e-handelsanalyse.
Husk at de rigtige varer til de rigtige priser IKKE altid handler om at være billigst! Og at høj omsætning ikke nødvendigvis giver høj indtjening.
3. Service, service og atter service
Dansk e-handelsanalyse viser gang på gang, at prisen ikke altid er den afgørende faktor, når forbrugerne skal vælge webshop. Service er til gengæld den vigtigste parameter. Service er essentielt for, at kunderne er trygge og tilfredse både før, under og efter et køb. God service er fx, når du giver:
- Klar besked til kunden om de services, du tilbyder!
- Kunden mulighed for at kontakte jer på deres premisser!
- Mulighed for gaveindpakning (ikke nødvendigvis gratis)
- Mulighed for at sende pakker til andre (også i udlandet)
- Mulighed for at bytte gaver, også selvom det ikke er kunden selv, der har afgivet ordren
- Især budskabet om ”klar besked” bør du være opmærksom på. 8 ud af 10 kundehenvendelser i juleperioden drejer sig om:
- Byttefrist og -regler
- Lagersituation (er varen på lager/hvor mange). Husk – udsolgte varer skal fjernes eller klart markeres som udsolgt. Oplys evt. hvornår de er på lager igen og kan leveres.
- Levering (hastighed/hyppighed/pris)
Oplys derfor tydeligt om dette, og det vil sikre dig gladere kunder og kundeservicekollegaer.
4. Bestillingsfristen inden jul!
For at kunden kan nå at lægge gaverne under træet juleaften, skal du være opmærksom på dine distributørers leveringsfrister. Synes du, at fristen er lige lovlig tidlig, kan du kontakte andre distributører for at få bedre tidsfrister.
For ikke at skuffe dine kunder skal du oplyse bestillingsfristen på tværs af dine kanaler (nyhedsbreve, website og andre kommunikationskanaler). Dét er også service! At holde dine kunder informeret på alle stadier af købet er nøglen til at opretholde et godt ry for din webshop.
5. Online space management – din interne søgemaskine
Den interne søgemaskine er det vigtigste redskab til at sikre, at kunderne finder de ønskede produkter. Kan du selv finde en bestemt vare via fx shoppens søgemaskine? Prøv at teste den og spørg gerne venner og bekendte om hjælp. Du bliver ofte overrasket over søgeresultatet.
Tjek dine temasider og top 10 lister. Online space management eller ”hyldemeter”-optimering kan ske på baggrund af de eksisterende besøgsstatistikker.
6. SEO og SEM vs. konvertering
Markedsføring i julesæsonen er ekstraordinært svært og dyrt, da samtlige detailhandlere kæmper om forbrugerens pengepung. Selvfølgelig skal webshoppen SEO og SEM optimeres. Vær dog opmærksom på priserne for SEM – der er rift om pladsen, og det koster!
Har du tænkt over, at de penge, der benyttes til SEM, muligvis kan være bedre givet ud som rabatter til eksisterende kunder eller benyttes til fri fragt? Tænk på følgende to ting, når du planlægger markedsføringen:
- Sørg for at kunder, der handler hos jer inden julesæsonen også køber julegaver hos jer
- Sørg for at kunder, der køber hos jer i julesæsonen også kommer igen efter jul
7. Test din webshop – dagligt!
Det vigtigste tip er, at du skal teste din webshop løbende og gerne hver dag. Virker shoppen ikke, er alt ovenstående arbejde overflødigt. Leg kunde – besøg din webshop dagligt og test, om det hele fungerer.
Det hele handler i sidste ende om konvertering og ikke mindst det fornuftige købmandskab.
Kilde: FDIH