Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Katvig er blevet overtaget af Joha

Rettighederne til det konkursramte børnetøjsmærke Katvig er blevet købt af Joha.
Rettighederne til det konkursramte børnetøjsmærke Katvig er blevet købt af Joha.

Katvig, der gik konkurs i slutningen af september, er fra den 30. oktober blevet overtaget af virksomheden Joha, der producerer uldtøj, nattøj og undertøj. Joha overtager rettighederne omkring Katvig, hele varelagret og samtlige debitorer, oplyser virksomheden.

”Joha og Katvig repræsenterer to forskellige stilarter, men fællesnævneren er den høje kvalitet. Vi synes, de to brands klæder hinanden godt, og derfor ville vi gerne have Katvig ind i folden,” siger Johas adm. direktør Michael Johansen til FashionForum og fortsætter:

”Vi har altid haft respekt for det, Katvig har stået for og filosofien bag brandet – herunder bæredygtighed. Vi vil videreføre Katvig både med hensyn til designprofilen, fx det kendte æbletryk og striberne, og i forhold til de økologiske materialer,” siger Michael Johansen, der også fortæller, at ambitionen er at øge eksporten af Katvig.

LÆS OGSÅ: ”Katvig er gået konkurs”

Joha, der har hovedsæde i Sunds ved Herning, har sin egen produktionsfabrik i Ukraine, men ifølge Michael Johansen vil de i udgangspunktet fortsætte samarbejdet med de leverandører, der allerede er tilknyttet Katvig.

LÆS OGSÅ: ”Ny adm. direktør hos Joha A/S”

Kun få uger før Katvig gik konkurs modtog børnetøjsmærket Miljøministeriets CSR-pris for konceptet Katvig Leasing. Et koncept, som Joha ikke viderefører i første omgang.

”Katvig har undersøgt mulighederne for det (et leasingsystem, red.), men der er ingen konklusioner på det. Det er ikke færdigt. Jeg synes, at ideen er god, men der er nødt til at være en eller anden økonomi i det. Vi har kun lige overtaget rettighederne til Katvig, og nu vil vi i første omgang sørge for, at produkterne kommer ud og få videreført brandet,” siger Michael Johansen, der desuden fortæller, at det inden for de næste to uger igen vil være muligt at bestille varer fra Katvigs sortiment.

Katvigs stifter Vigga Svensson er ikke en del af den nye konstellation.

Joha markedsføres i str. 40-150 i ca. 900 butikker i Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, Finland, Island, Belgien, Holland og Rusland.