Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Udland

Danske Shoe The Bear indtager Korea

Der er et uudnyttet potentiale at finde på det koreanske marked for danske designvirksomheder. Det vurderer medejer Thomas Frederiksen hos Shoe The Bear, der selv gør sit indtog i dette øjeblik.
Der er et uudnyttet potentiale at finde på det koreanske marked for danske designvirksomheder. Det vurderer medejer Thomas Frederiksen hos Shoe The Bear, der selv gør sit indtog i dette øjeblik.

Det danske skotøjsmærke Shoe the Bear høster nu frugterne af halvandet års fokus rettet mod det koreanske marked. Medstifter og kreativ direktør hos Shoe The Bear Thomas Frederiksen ser et kæmpe potentiale for andre danske designvirksomheder i Korea.

Faktisk så stort at de helst vil have det for sig selv:

”Der er et kæmpe potentiale i Korea blandt andet fordi, de er så fokuserede på dansk design. Jeg synes dog ikke, folk skal tage derud, så vi kan have det for os selv,” siger Thomas Frederiksen, der pointerer ironien i det sidstnævnte med en undertrykt latter.

LÆS OGSÅ: Eksport til Mellemøsten: Potentiale for danske brands i Iran

Og for den blot seks år gamle virksomheds ejere, grundlæggerne Thomas Frederiksen og Jakob Fuglsang, er der faktisk en hel del at smile af. Blandt andet en omsætning, der ifølge Thomas Frederiksen i kraft af indtoget i Korea er vækstet med hele 350 pct., og som i øvrigt forventes at stige yderligere til næste år.

Shoe The Bear oplyser ikke virksomhedens eksakte omsætning, men omsætter, ifølge Thomas Frederiksen, for et tocifret millionbeløb, hvoraf 75 pct. af omsætningen er baseret på eksport. Bundlinjen er vokset fra et minus på knap en halv mio. kr. til et plus på en kvart mio. kr. siden 2010. I samme periode er bruttofortjenesten steget fra 920.000 kr. til 1,5 mio. kr.

Det kræver dedikation

Direktøren skifter ironien ud med en lidt mere alvorlig tone, idet han forklarer hvor meget forarbejde og networking, der er lagt i lanceringen af Shoe the Bear i Korea.

Der er ifølge ham kun en opskrift på succes på det koreanske marked:

”Du bliver nødt til at være tilstede derude, for du kan ikke vækste i Korea over e-mail og Skype. Det handler om at sætte sig ind i deres situation og kultur og forstå markedet, og det kræver dedikation,” siger Thomas Frederiksen og fortsætter:

”Det er en del af den koreanske mentalitet, at man ikke gør tingene fra dag til dag. De skal først føle, at de kan stole på dig, og så skal de tro på produktet,” forklarer han. Og det kræver en dygtig distributør.

”Vi har i samarbejde med vores distributør fået et godt indtryk af hvilke produkter, der sælger, og hvilken markedsføring der fungerer,” siger han og understreger deri, hvor vigtigt det er at finde den rigtige distributionspartner.

I fint selskab

Blandingen af et begyndende solidt fodfæste på markedet og væksten har været med til at bane vej for endnu en smileværdig milepæl i skovirksomhedens historie. Shoe The Bear er blevet udvalgt af den danske ambassade i Korea som en ud af ti designvirksomheder til at repræsentere dansk design, og det er i fint selskab med brands som Lego, B&O og Georg Jensen.

”I dag er Korea vores næststørste marked, og det viser bare at den tid, vi har brugt derude det sidste halvandet år har været godt givet ud. Vi har fået et godt indtryk af, hvilke produkter der sælger og især hvorfor,” siger Thomas Frederiksen.

LÆS OGSÅ: Eksportfremstød i Sydkorea for Day Birger Et Mikkelsen

Ifølge ham er vejen til det koreanske marked langt mere håndgribelig end vejen til det kinesiske. Det er nemmere at komme ind, fordi markedet er bygget op omkring stormagasiner, og som Thomas Frederiksen formulerer det, så ligger det i kortene, at man skal vokse igennem dem. Eksempelvis bliver næste skridt for virksomheden at åbne en shop-in-shop i det største stormagasin i Seoul.

”Alt afhænger af den salgstracking, som stormagasinerne udfører, så de tester rigtig meget salget på vores produkter lige nu, og hvis det går godt, tilbyder de os en fast plads, hvor de kun forhandler Shoe The Bear,” siger Thomas Frederiksen.