Den 50 år gamle danske smykkevirksomhed Ole Lynggaard Copenhagen åbner dette efterår koncernens første butik uden for Skandinavien. Det sker, når dørene denne måned bliver slået op til en helt ny butik i den australske millionby Sydney.

Siden Ole Lynggaard Copenhagen første gang prøvede kræfter med det australske marked i 2009, har mærket nemlig oplevet “helt exceptionel succes blandt både detailbutikker og kunder,” lyder det i en pressemeddelelse.

“Vores fremtidige mål for Ole Lynggaard Copenhagen omhandler blandt andet at ekspandere virksomheden yderligere i lande som Australien uden at gå på kompromis med eksklusiviteten. Vi har oplevet stigende efterspørgsel og øget succes med produkterne, og Australien repræsenterer den type marked, der kan bære en flagskibsbutik,” lyder det fra adm. direktør i Ole Lynggaard Copenhagen, Søren Lynggaard, der er søn af stifteren Ole Lynggaard.

Som det ligeledes er tilfældet med Ole Lynggaard Copenhagen-butikkerne i København, Kastrup Lufthavn og Stockholm, er butikken i Sydney designet og indrettet af designer Charlotte Lynggaard, der er datter af Ole Lynggaard.