Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Udland

E-handel: Computer slår tablet og smartphone

Selvom mere og mere internetaktivitet foregår på smartphones og tablets, viser en ny engelsk undersøgelse, at forbrugerne stadig foretrækker computeren, når de handler på internettet.
Selvom mere og mere internetaktivitet foregår på smartphones og tablets, viser en ny engelsk undersøgelse, at forbrugerne stadig foretrækker computeren, når de handler på internettet.

Selv om antallet af forbrugere, der ejer en smartphone eller en tablet er steget, så er computeren stadig det foretrukne elektroniske apparat, når det handler om at shoppe tøj på nettet.

Det er i hvert fald tilfældet i Storbritannien ifølge en ny undersøgelse lavet af det britiske branchemedie Drapers, i samarbejde med Kantar Media Compete og Web Marketplace Solutions.

Mere end 80 pct. af de adspurgte briter i undersøgelsen synes bedst om at bruge deres computere til at købe tøj på nettet, og kun henholdsvis 10,7 pct. og 8,5 pct. foretrækker at bruge deres tablet eller smartphone. Undersøgelsen viser også, at uanset hvilken enhed der bliver brugt, shopper flere og flere på nettet.

Forbrugerne vil have bedre billeder

Udover at undersøge briternes foretrukne måde at shoppe online på, har Drapers også spurgt de britiske kvinder om deres oplevelser med at shoppe på nettet, og hvad de kunne tænke sig var anderledes.

Det største problem med de internetbaserede tøjforretninger er, ifølge de britiske kvinder, at billederne og størrelserne ikke er fyldestgørende. Næsten 36 pct. af de kvindelige deltagere synes, at det kan være svært at beslutte sig for, om tøjet passer dem, ud fra de billeder og størrelsesguides, som findes på diverse e-shops.

Derudover ville 12,6 pct. gerne kunne se, om de fysiske butikker havde det pågældende stykke tøj på lager, da de således ville besøge butikken, og prøve tøjet på. Over en femtedel af de adspurgte kvinder synes desuden også, at det er et problem, at de ikke kan få en fornemmelse af tøjets kvalitet, når de handler på nettet.

I undersøgelsen er briterne også blevet spurgt om deres foretrukne måde at kommunikere med tøjforretningerne på. Her svarede godt en tredjedel, at de helst ønskede at modtage e-mails med tilbud og rabatter, mens en tredjedel helst ville besøge den fysiske butik. Kun 6,6 pct. af respondenterne ønskede at interagere med deres foretrukne tøjmærker via de sociale medier.

Kilde: eMarketer.com