Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Modeuge

Optakt til modeugen: Magasin

NEDTÆLLING: Copenhagen Fashion Week er lige om hjørnet. FashionForum har talt med en række af spillerne bag. Følg med hver dag og se, hvordan den danske modebranche forbereder sig til begivenheden.
NEDTÆLLING: Copenhagen Fashion Week er lige om hjørnet. FashionForum har talt med en række af spillerne bag. Følg med hver dag og se, hvordan den danske modebranche forbereder sig til begivenheden.

Margrethe Dal, Indkøbsdirektør, Magasin

Hvordan forbereder du dig til den københavnske modeuge?

– Først og fremmest tjekker jeg Copenhagenfashionweek.com for at få et overblik over alle shows, nye initiativer og nye brands som udstiller. Jeg kigger også lookbooks igennem online inden messerne for at se udstillernes kollektioner. Billederne eller online fashion shows løfter tøjet og giver en anden oplevelse af brandet.

– Inden modeugen kontakter jeg altid flere af mine gode sparringspartnere, som for eksempel chef- eller moderedaktører på de store modemagasiner, modebloggere, trendspottere etc. og beder dem være Magasins Muuse under modeugen. Jeg plejer at sende dem en kort brief på ca. fem ting, som jeg gerne vil bede dem være ekstra opmærksomme på. Efter messen følger jeg op på det i samspil med dem og deler deres sparring med indkøbere. Det er altid godt at se det fra flere vinkler af, og sommetider åbner de vores øjne for områder, vi måske ikke havde spottet.

– Vi har inden messerne et trend kick off-møde, hvor vores designstudie fremlægger, hvad de ser af trends og tendenser. Efter messerne har vi et opfølgningsmøde, hvor alle indkøberne præsenterer, hvad de tror på. Så kan vi sammen afstemme farver og trends, så vores kunder efterfølgende fornemmer, at vi har koordineret for eksempel farvene uanset, om det er på tøjet, skoene eller lingeriet. Hvis vi tror på farven bordeaux, skal det også afspejle sig på alle Magasins etager, så kunden ikke er i tvivl om, hvad der hitter i den kommende sæson.

– Inden denne kommende modeuge har jeg også inviteret Kristian Andersen fra CIFF ind på vores mandagsmorgenmøde primo august, så han kan fortælle indkøberne om de mange nye tiltag, der sker på CIFF.

Hvordan ser dine dage ud under selve Copenhagen Fashion Week?


– Da jeg repræsenterer alle kategorierne -lige fra Women, Mens, Kids, Lingerie til Home – bliver det til en del km., som jeg tilbagelægger på 3 dage. Til gengæld giver det et godt overblik over trends & tendenser.

– Jeg plejer at have en hel dag, hvor jeg går alene rundt på messen uden indkøberne. På den måde har jeg mulighed for at hilse på vores samarbejdspartnere, høre mere om deres brands og få en bedre forståelse for, hvad der driver deres forretning. Jeg er også interesseret i at høre, hvordan vi kan optimere vores forretning sammen. Da jeg ikke køber konkret ind hos brandet, har jeg nemmere ved at lytte uafhængigt og kan bagefter bedre sparre med indkøberne. Det handler mest af alt om at finde muligheder sammen.

– De øvrige dage er booket med konkrete møder med partnere, en del fashion shows, og så sidder jeg også med i dommerkomitéen for Designers’ Nest som afholdes på CPH Vision.