Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Modeuge

Showdebutanten Mark Tan: Spring ud i det!

Senere i eftermiddag fremviser Mark Tan for første gang sin kollektion under den københavnske modeuge. FashionForum møder designeren til en snak inden det går løs.
Senere i eftermiddag fremviser Mark Tan for første gang sin kollektion under den københavnske modeuge. FashionForum møder designeren til en snak inden det går løs.

COPENHAGEN FASHION WEEK SS14. Du kender ham måske allerede som den unge designer bag Medinas galla-sæt ved Elle Style Awards i år, og denne sæson debuterer Mark Tan med sit allerførste modeshow ved Copenhagen Fashion Week.

Helt uprøvet er han dog ikke. Designerens første show blev afholdt i London i forbindelse med H&M Design Award 2013. Det er en af grundene til, at der ikke er antydningen af stress at spore, da FashionForum møder Mark Tan til en snak om det at være showdebutant ved den københavnske modeuge.

”Jeg har erfaret, at der ikke er nogen grund til at gå og være stresset. Tingene lykkes ikke bedre af den grund, og man bliver heller ikke hurtigere færdig,” siger Mark Tan og understreger, at den tilgang, kombineret med et super-team bag sig, hjælper på det hele.

Mark Tans egen kollektionsproces startede for kun seks uger siden, da aftalen om at holde show i samarbejde med showroom-initiativet Fashion Exclusive faldt på plads. Egentlig havde designeren nemlig i første omgang planlagt at vente til næste sæson med debuten.

”Det gik op for mig, at jeg lige så godt kunne holde show nu. Man skal smede mens jernet er varmt, mens man er i rampelyset,” siger Mark Tan og giver derpå sit bedste råd til andre fremtidige showdebuttanter:

”Det er et helt banalt, men man skal bare gøre det. For det handler meget om, at man skal turde at springe ud i det og gøre det, man synes er fedt. Man kunne godt vente i evigheder, til man har så og så meget erfaring, men det er jo processen, der giver erfaringen,” forklarer Mark Tan.

Showet foregår i dag på hotellet Nimb ved Tivoli klokken 17. Og i dag går dagen med de sidste tilretninger af ni modeller og en endelig gangprøve på catwalken. Stadig ingen stress.

”Vi er rimelig godt med på tøjet. Der mangler en enkelt style, der lige skal fikses. Men alt i alt er der rimelig godt tjek på det,” siger Mark Tan, der håber på at showet kan genere mere omtale i Danmark. København har nemlig en speciel plads i designerens hjerte.

”Det er også en af grundene til, at jeg holder show i København,” siger Mark Tan og fortsætter:

”Jeg holder show for at promovere mig og mit brand. Jeg har et tilhørsforhold til København. Så på en eller anden måde er det vigtigt for mig at have det bagland med. Det vil betyde meget at der er støtte fra Danmark, siger designeren, der lige nu studerer ved Royal College of Art i London.

Mark Tan er meget spændt på københavner-debutshowet senere, der kommer til at vise en kollektion, hvor der er taget udgangspunkt i gennemsigtighed. Både i udtryk og materialevalg skal udtrykket gerne være ærlighed, forklarer han.

”Det har været et intenst forløb, og jeg har lært rigtig meget af den her proces. Igen – det vigtigste er bare at gøre det. Også selvom det virker uoverskueligt.”