Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Afgangsshow mangler anerkendelse fra danske modevirksomheder

Dimittendernes show, Future of Fashion, skal helt sikkert afholdes igen. Håbet er dog, ifølge designskoleleder at modevirksomhederne næste år udviser et større engagement.
Dimittendernes show, Future of Fashion, skal helt sikkert afholdes igen. Håbet er dog, ifølge designskoleleder at modevirksomhederne næste år udviser et større engagement.

Lysene dæmper sig over den catwalk, hvor TEKO og Kunstakademiets Designskoles dimittender netop har vist deres afgangskollektioner. Anledningen er Future of Fashion, designskolernes nye showcaseformat.

Nu er det afgængerne fra Designskolen Koldings tur, og her demonstrerer designer Mea Andersen, hvordan intelligente tekstiler kan give mening. Eksempelvis i mørke. Diodelysene stråler ud af skæringer og skørter.

Redaktionschef Chris Pedersen skriver efterfølgende i sin anmeldelse på Cover, at det er en elegant fortolkning af tidens intelligente materialer, og at det er første gang, han har set diodelys-teknologien indarbejdet på en brugbar måde. Det er nemlig fremtidens mode, de nyuddannede talenter viser for branchen.

Mød fremtidens mode

Den danske presse er der. Det samme er repræsentanter fra de store udenlandske mastodonter, Inditex og H&M. De større danske modevirksomheder er derimod svære at finde. De er taget på ferie:

”Hvis vi kigger på at få branchen samlet i København, så er spillerummet for, hvornår sådan en dato kunne ligge, ikke særlig stort, men vi kunne godt have nogle overvejelser om placering, da feriesæsonen for mange (danske virksomheder, red.) starter den 1. juli,” siger designleder Tine Kjølsen fra Kunstakademiets Designskole.

Hun foreslår, at showet fremover måske skal holdes tidligere på året.

Future of Fashion vender tilbage

For Tine Kjølsen er slet ikke i tvivl om, at Future of Fashion vender tilbage næste år, hvor hun håber, at interessen vil være større.

”Når man prøver noget af første gang, kan det være at det hjælper på interesseniveauet, når man gør det anden og tredje gang,” siger designskoleleder Tine Kjølsen fra Kunstakademiets Designskole.

Det er tre uger siden, Future of Fashion blev afholdt for første gang. Arrangementet foregik i børssalen i København, hvor inviterede branchefolk først kunne opleve dimittendernes kollektioner. Derefter fremviste designerne deres kollektioner ved borde langs børssalens vægge. En slags designer-dating.

Designerne inviterer selv 

Designer Alexander Katchen Sehested er en af deltagerne fra Designskolen Kolding, og han oplever heller ikke noget bemærkelsesværdigt engagement fra de danske virksomheder.

”Det var meningen, at man også selv skulle invitere folk fra erhvervslivet og folk fra vores egne netværk. Flere skrev, at de var på ferie eller ikke havde tid, fordi de stadig var på arbejde,” siger han og fortæller samtidig, at han personligt blev opfordret af Inditex-ejede Zara til at søge job hos dem.

Han understreger, at det vigtigste for formatet er at få den danske designer positioneret.

”Bare det, at man arrangerer en mulighed for at få sine ting spredt ud over verden, det gør, at der er mere opmærksomhed på Danmark som designnation. Det er enormt vigtigt for den enkelte designer. Især hvis man ikke kun søger job i Danmark,” siger Alexander Katchen Sehested.

25 designere var der i alt repræsenteret fra TEKO, Designskolen Kolding og Kunstakademiets Designskole, så det siger sig selv, at de virksomheder, der var på rekrutteringstogt, fik travlt i pausen, hvor design-datingen udfoldede sig.

LÆS OGSÅ: Designskoleshow skal styrke jobchancer for nyuddannede

Hos Barbara í Gongini er man altid på udkig efter – med designerens egne ord – “nye medlemmer til familien” og har på dagen fundet to relevante kandidater. Ifølge hende er det et godt valg, at dimittendshowet ligger uden for modeugesæsonen.

”Man skaber et forum, hvor man har tid til at se, hvad der ligger bag kollektionerne, og det er vigtigt for os designere, der er ude for at kigge på nye medlemmer. Og så er det godt, at det ligger på et tidspunkt, hvor branchen ikke er optaget af at promovere sig selv,” siger Barbara í Gongini.

Hos Kunstakademiets Designskole kan man endnu ikke svare på, om arrangementet har ledt til deciderede ansættelser:

”Om der er skrevet under på ansøgningskontrakter, ved jeg ikke endnu, men der er muligheder. Man skal huske at indtrængningstiden på arbejdsmarkedet ikke er helt så hurtigt, som man kunne ønske sig. Der er ikke bunker af arbejdspladser ledige,” siger Tine Kjølsen.