Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Tidligere Trash-Couture-partner satser på kjoler

Et nyt dansk kjolemærke, under navnet Lou & Löwe, vil være førende inden for skandinaviske kjolemærker. Ideen er at designe couturekjoler som prismæssigt passer de fleste kvinder.
Et nyt dansk kjolemærke, under navnet Lou & Löwe, vil være førende inden for skandinaviske kjolemærker. Ideen er at designe couturekjoler som prismæssigt passer de fleste kvinder.

(Opdateret med rettelse 10/1-2014: Overskrift ændret fra ‘Trash Couture-designer’ til ‘Trash Couture-partner’) ”Lou & Löwe er det første danske ready-to-wear mærke, der fokuserer 100 pct. på kjoler.” Sådan beskriver et nyt dansk mærke sit kjolekoncept i en pressemeddelelse til FashionForum.

Skaberne bag mærket Louise Enemark og Nanna Löwe forklarer, at der hidtil ikke har eksisteret et ready-to-wear brand, der udelukkende fokuserer på kjoler. Det hul i markedet vil Lou & Löwe forsøge at udfylde, og så vil de gøre det nemmere for kvinder, at finde den rigtige kjole til den rigtige pris. Hos Lou & Löwe ligger priserne fra omkring 3.500-5.000 kr.

”Vi vil være synonyme med kjoler, og vi ved, hvad der gør en smuk kjole og en smuk kvinde, men disse kjoler fås simpelthen ikke i den priskategori, hvor skandinaviske kvinder kan være med.” fortæller Louise Enemark og Nanna Löwe.

Fokus er på pasform

”Vores fokus vil især være på pasform, draperinger og snit med indbyggede corsager og andre virkemidler, så enhver kvinde vil føle, at kjolen er som syet til hende,” fortæller designerne, som også vil forsøge at tage udfordringen i forskellige kropsformer op:

”Ofte designes der kun kjoler til en stereotyp kvindelig kropsmodel. Vores mission er at designe kjoler til forskellige kvinder med forskellige kropstyper, så flere kvinder kan føle sig stilfulde og smukke.”

Målet er, ifølge designerne, at blive det førende skandinaviske kjolemærke, der på sigt skal sælges til hele verden. I første omgang lanceres Lou & Löwe officielt under den københavnske modeuge i august og vil blive forhandlet via egen webshop og i detailbutikker.

De to designere bag Lou & Löwe, Louise Enemark og Nanna Löwe, har arbejdet med kjoler i mere end 20 år. Blandt andet har Nanna Löwe indtil for nyligt været partner og CEO i Trash Couture.