Jean-Phillip: Jeg er ikke en doven designer

Det er et rektangulært lokale. Med arbejdsborde i den ene ende. Der står en stor lænestol i den modsatte ende, overdækket med mønsterdele, og du bemærker den næsten ikke. Den kommende kollektion hænger på sorte stativer langs væggen.

Man kan gå fra den ene ende af rummet til den anden på et splitsekund. Og det gør vi så. Er over det hele. Frem og tilbage. Se på det her, se på den her. Mærk. Se. Forstå.

“I den her konstruktion drejede jeg bare det klassiske raglanærme, sådan at der kom et dybere læg på ryggen,” forklarer han. Jean-Phillip Dyeremose. Designeren og manden bag det nu syv år gamle mærke Jean//Phillip.

Når han forklarer, kan man se det for sig. Han maler det. Med sine sorte materialer. Hos Jean//Phillip glemmer man, at notater ikke skriver sig selv.

Uanmeldte gæster 

Det hele foregår på en hemmelig adresse i København. Fordi dedikerede tilhængere af mærket plejede at møde op på stedet, for at lede efter det tøj, som ikke kan findes i butikkerne.

”Det får mig til at trække på smilebåndet. Det er sådan nogle ting man gør, fordi man brændende vil have fat i det – og det kender jeg fra mig selv,” fortæller Jean-Phillip Dyeremose.

Det er ikke kun mænd, der brænder for Jean//Phillips design. I 2012 blev cirka 60 pct. af herrekollektionen indkøbt af dametøjsforretninger. Han vender den pæne side af pladen på et af arbejdsbordene opad. Nu skal det handle om de 16 styles han har dedikeret til netop de kvinder og hvorfor.

”Det er i bund og grund for at åbne det segment lidt dybere, og for lettere at formidle Jean//Phillip til den del af målgruppen. Og så vil jeg hellere lave en kvindekollektion end en billig linje af mit herretøj.”

Der skal være en helhed 

Hele formålet er, at integrere damekollektionen ind i herrekollektionen. Det er derfor få deciderede feminine styles, der hænger der på stativerne. Det resterende er bygget på herrekollektionen, men med en mere timeglasformet silhuet, der svøber sig smukkere om kvindekroppen, som han forklarer det. Når det er sagt, er det er hans filosofi, at man ikke skal lade sig binde af kønnet:

”Jeg vil gerne have en helhed i kollektionerne, og derfor vil der aldrig komme en difference med homme/femme. Det er ikke kønsspecifikt, så barrieren for hvad damer og herrer kan gå i, er åben,” fortæller han og fortsætter:

”Både herre- og damekollektionen har samme mærke i nakken. Det gør det også lettere for indkøberen at tage de ting fra kollektionen, som har det mere feminine touch, og så tage det fra herre, der passer til.”

En rigtig designer 

Nu kigger vi på en industrisymaskine. Det er der, han syer alle prøverne selv. Det er der han eksperimenterer. Det ligger til ham. Han er selvlært, og har en slags “grønne sy-fingre.” Det siger han også selv.

“Det er fedt at få maskinerne til at gøre noget, de slet ikke burde- noget som ikke er meningen,” siger han og understreger lige der, at han er designer på den måde alle burde være det. Han opfinder, konstruerer forfra og om igen.

“Jeg er ikke en doven designer,” siger han bare. Nu har han fundet på den her overlock-metode. Nu laver han et mønster.

”Første gang jeg lavede print var jeg en knivspids fra at brænde alt. Jeg tænkte, enten kommer folk til at skrige af grin, eller også kommer de til at elske det – der er ikke en mellemvej,”

”Men jeg kan godt lide at tvinge mig selv ud på glat is. Der er også en tryghed i at gøre mig selv usikker. Det er den måde, jeg føler, at jeg kan forbedre mig på, og så lade tingene briste eller bære,”

Den gode slutning

Tilbage til de sorte stativer. Tøjet hænger der, og længere henne hænger konstruktionsmønstrene, som fortæller hele historien fra start til slut. Denne kollektions historie ender med ”at bære” og blive solgt til 16 butikker i Danmark og 18 butikker i udlandet. Deriblandt Tokyo, Berlin, Paris, New York og Milano.

”I virkeligheden er det jo kun fantasien, der sætter grænser. Men samtidig skal man også være fortrolig med sine begrænsninger. – Ellers ved man ikke, hvor man skal stoppe,”

I forhold til damekollektionen ved Jean-Phillip præcis, hvor han skal stoppe. Og sådan afsluttes interviewet med ordene:

”Der må gerne være de to pct. af moden, der fokuserer på os mænd. At kvinder kan få lov til at kigge ind i Aladdins hule – det skal de bare være glade for, for jeg vil altid vægte herrekollektionen højest. Der startede det, og der slutter det.”