Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Udland

Debenhams sikrer modellers vilkår

Britiske Debenhams er den første detailkæde, som underskriver en code of conduct for deres modeller.
Britiske Debenhams er den første detailkæde, som underskriver en code of conduct for deres modeller.

Den britiske stormagasinkæde Debenhams har netop underskrevet et etisk regelsæt – et såkaldt code of conduct – som sikrer modellernes vilkår, når de arbejder for kæden. Dette skriver fibre2fashion.com.

De 10 punkter i kodekset er udarbejdet af fagorganisationen Equity i England og sikrer bl.a. forhold omkring mad og arbejdstider. Derudover er der indskrevet klare regler omkring nøgenhed og børnemodeller: Du må nemlig ikke ifølge de nye regler bruge børnemodeller (under 16 år, red.) til at markedsføre ‘voksenmode’.

I april 2013 hoppede den britiske udgave af modemagasinet Vogue med på vognen og var dengang det første magasin i verden, som underskrev sådanne retningslinjer for deres arbejdende modeller.

Læs også: Vogue UK slår et slag for modellers arbejdsforhold

“Det har altid været en klar prioritering at sikre ordentlige forhold for alle modeller, som arbejder for os,” siger Michael Sharp, som er adm. direktør i Debenhams, til fibre2fashion.com.

Michael Sharp giver i samme anledning en opfordring til branchen:

”Den nye code of conduct stemmer overens med Debenhams ambitioner. Vi håber andre vil følge i vores fodspor.”

Debenhams har foruden den nye code of conduct gjort sig bemærket ved stormagasinets nyeste kampagne, hvor de har benyttet sig af særdeles utraditionelle modeller.

Læs også: CSR-fokus giver – lidt mere – normale modeller

På kampagnebillederne ses bl.a. amputerede eliteudøvere, kvinder mellem 40-70 år og en plus size-model, som i hendes str. 46 reklamerer for Debenhams nye badetøjskollektion.