Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Elle Style Awards breder modebranchen ud

Ser man på kategorierne til aftenens Elle Style Awards, er det færre af priserne, der går specifikt til modebranchen. Til gengæld er der nogle helt nye kategorier at finde.
Ser man på kategorierne til aftenens Elle Style Awards, er det færre af priserne, der går specifikt til modebranchen. Til gengæld er der nogle helt nye kategorier at finde.

Sammenligner man Elle Style Awards med DANSK Awards er der færre af priserne, der går specifikt til modebranchen. Til gengæld er der nogle helt nye kategorier at finde, fx Årets Skuespillerinde og Årets Sangerinde. Spørger man chefredaktøren på magasinet Elle, Cecilie Christiansen, passer det nye format dog rigtig fint sammen med mode:

”Vi har valgt at hylde den palette af folk, som vi også bruger rigtig mange kræfter på i vores magasin, og moden fylder meget og mest i vores magasin, men vi bruger også kræfter på kulturstof, og derfor har vi valgt at brede det en lille smule ud, forklarer hun og fortsætter:

”Og så kan man sige, hvis der er nogen, der er gode til at sætte dansk mode på verdenskortet, så er det sangerinder og skuespillerinder. Derfor hænger de to ting uløseligt sammen.”

Første danske prisuddelingsshow

I aften afholdes det første danske Elle Style Awards prisuddelingsshow, og i den forbindelse er det de mere etablerede brands, der har fået plads i prisuddelingen, men det sker ikke for at holde nogen uden for det gode selskab, understreger chefredaktøren:

”Det har ikke været en specifik strategi at udelukke hverken de mindre eller upcoming brands,” fortæller Cecilie Christiansen og uddyber bevæggrundene for valget af årets priskategorier indenfor modedelen:

”Vi har kigget på mulighederne for, hvem man kunne nominere, og de her er de stærkeste priser, som vi ser for 2012, men det kan sagtens ændre sig.”

For det er ikke en statisk beslutning, hvilke kategorier der omfattes, og det kan ifølge Cecilie Christiansen sagtens være, at der er nogle af de eksisterende priser, der bliver udelukket til næste år.

”Nu har vi valgt at starte her, og Elle Style Awards er et mode-event, der bliver en tilbagevendende begivenhed, og det er muligt, at vi næste år tager fat i nogle andre priskategorier,” fortæller hun.

Nomineringer 

Det er By Malene Birger, InWear og Designers Remix, som er nomineret i Bedste Designer-kategorien, og ifølge Cecilie Christiansen har fokusset været på mærker med international appel.

”Vi synes mærkerne ligger prismæssigt lidt forskelligt, og designmæssigt er der stor forskel. De kan noget forskelligt, og så har de klart en international tilgang.”

Ole Lynggaard Copenhagen, der er nomineret til årets smykkebrand, skal også holde jubilæumsshow ved arrangementet i aften, og det er der en helt speciel grund til.

”Vi synes det gav noget ekstra til vores show både til publikum i salen og til seerne derhjemme og så synes vi, at der er noget stolthed i at en dansk virksomhed, som stadig producerer håndværket herhjemme, fylder 50 år.”

International rækkevidde 

Og det er netop det, som Elle Style Awards kan gøre for modebranchen:

”Elle Style Awards kan hylde de mange talenter, vi har i den danske modebranche, og så kan den være med til at give de folk, som vi hylder i aften, et internationalt stempel,” forklarer Cecilie Christiansen og slutter:

”Jeg regner med, at vi får nogle glade vindere, og at der kommer endnu større fokus på en branche, som har det svært, men som er en så vigtig branche for Danmark.”