Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

FashionForum-støtte er Europas bedste til innovation

Innovationsnetværket Livsstil - Bolig & Beklædning har netop vundet guld i en EU-gennemgang af mere end 300 europæiske klyngeorganisationer. FashionForum ønsker tillykke!
Innovationsnetværket Livsstil - Bolig & Beklædning har netop vundet guld i en EU-gennemgang af mere end 300 europæiske klyngeorganisationer. FashionForum ønsker tillykke!

Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædning, der er blandt støtterne bag FashionForum, har netop fået guldmedalje for at være en af Europas 15 guld-certificerede klynger. Uddannelsesminister Morten Østergaard (Rad.) glæder sig over den flotte anerkendelse:

”Det er glædeligt, at Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædning som en af de første klyngeorganisationer i Europa har modtaget denne flotte anerkendelse fra EU. Det viser, at vi i Danmark har innovationsnetværk af højeste internationale standard, som danske virksomheder kan trække på i deres udviklingsarbejde,” siger uddannelsesminister Morten Østergaard i en pressemeddelelse.

EU Kommissionens kvalitetssikringssystem, The European Cluster Excellence Initiative (ECEI), skal sikre, at klyngeorganisationer er professionelle og konstant udvikler organisationen til gavn for de tilknyttede virksomheder. Derfor er mere end 300 klyngeorganisationer gennemgået med tættekam og 15 har fået en guldmedalje for at skabe ekstraordinært gode resultater.

”Vi har stor fokus på internationalisering i disse år, og derfor er vi meget stolte over guldmedaljen, som bliver en stor fordel for os. Den giver lettere adgang til dygtige internationale partnere og øger mulighederne for økonomisk støtte til projekter med stor betydning for danske virksomheder,” siger adm. direktør i Innovationsnetværket Betina Simonsen.

Forud for certificeringen tilbragte repræsentanter fra ECEI-label flere dage i januar på Innovationsnetværkets kontorer og gennemgik omhyggeligt alle arbejdsgange, dokumentationer og resultater.

”De var grundige, men det er jo også en lille eksklusiv klub, vi er landet i. Vi glæder os meget til sammen med vores virksomheder at gå ind ad alle de døre, som guldmedaljen kan åbne for os,” slutter Betina Simonsen.