Zetland har fokus på modelliv med Josephine Skriver i hovedrollen
Forlagsinitiativet Zetland stiller i en ny 'single' - en 40 sider lang artikel - skarpt på modellen Josephine Skrivers liv i New York.Det nyere danske forlag Zetland udgiver journalistiske tekster, der er ”længere end artikler men kortere end bøger.” Emnerne dækker vidt og bredt, og et besøg på Zetland.dk kan bestemt anbefales, hvis man ønsker at klappe sin indre læsehest.
Senest har journalist Anders Haahr Rasmussen skrevet et 42 sider langt portræt, ”Modellen”, af den danske model Josephine Skriver, der lige nu indtager 45. pladsen på Models.com rangliste over største internationale modeller.
”Modellen” er en meget underholdende tur gennem New York til casting, fotoskydning og i IKEA (!) med den 19 år gamle Unique-tilknyttede model, krydret med masser af facts om mode- og mediebranchen, skønhedsidealer og kropskultur, men samtidig er det tydeligt, at portrættet er skrevet af en der – med egne ord vel at mærke – er ”total blank på modebranchens normer, kodeks og uskrevne regler.”
For selvom Anders Haahr Rasmussen skriver skidegodt og tager læseren pædagogisk ved hånden, er artiklen nok mere interessant for læsere uden grundig anknytning til modebranchen. Det kræver nemlig ikke mange arbejdsdage i en modebutik eller timer på sofaen med et modeblad at tilegne sig den hårde hud, der gør, at fakta om modellers vægt-udvikling gennem tiderne er, bevares stadig tankevækkende, men ikke længere overraskende eller forargelig. Desværre, kunne man tilføje.
Men dermed ikke sagt, at jeg ikke slugte beretningen i én ombæring kun afbrudt af kaffebrygning, for ”Modellen” er et strålende alternativ til et par gode magasinartikler.
Et klarere fokus på ét aspekt af historien (jeg ville for eksempel gerne have hørt meget mere baggrund om, hvorfor det, som artiklen nævner, kun er i brancher med fokus på ydre attributter, at kvinder hiver flere penge hjem end mænd?) kunne have hjulpet fortællingen på vej. Eller måske en case der var bedre etableret – der er faktisk tre danske modeller, der rangerer højere end Josephine Skriver på modelranglisten, med Freja Beha Erichsen øverst på en 11. plads – eller måske faktisk bare en følelse af at komme rigtigt ind under huden af Josephine Skriver, der helt tydeligt er en fornuftig kvinde, der gør fordomme om dumme modeller til skamme?
For tag ikke fejl: Josephine Skriver er bestemt interessant i Anders Haahr Rasmussens ’single’, som Zetland kalder deres lange, enkeltstående artikler. Blot ville man som læser faktisk bare gerne høre endnu flere af hendes refleksioner over sin rolle i og vej til modelbranchen.
Artiklen kan købes her. Og du kan også læse et uddrag. Artiklen koster 42 kr.