Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Anna Wintour forfremmet

Vogues legendariske chefredaktør tiltræder stillingen som kreativ direktør i Condé Nast.
Vogues legendariske chefredaktør tiltræder stillingen som kreativ direktør i Condé Nast.

Anna Wintour, som til sommer kan fejre sit 25-års jubilæum som chefredaktør på den amerikanske udgave af Vogue, kan fremover også kalde sig kreativ direktør i det gigantiske magasin-imperium Condé Nast.

Om den nye titel, siger Anna Wintour selv:

”Jeg ser den nye stilling som en forlængelse af noget, jeg i forvejen gør – at give råd og vejlede eksterne virksomheder. Selvfølgelig nu i et større omfang,” siger Anna Wintour til New York Times.

Hun sammenligner ligeledes den nye stilling med at være lidt som en enkeltmands-konsulentvirksomhed og skal fremover nærmere fungere som sparringspartner. En rolle, hun allerede har påtaget sig de seneste par år.

Det er endnu uvist, hvordan Anna Wintours nye rolle vil komme til at påvirke den daglige drift af Condé Nasts forskellige magasiner, der inkluderer en magasin-portefølje med bl.a. The New Yorker, Vanity Fair, Glamour og GQ, men sikkert er det, at hun fortsætter sit arbejde som chefredaktør for Vogue.

David Remnick, chefredaktør på The New Yorker, understreger i forbindelse med Anna Wintours nye position i Condé Nasts direktion:

”Jeg forventer ikke, at Anna skal udvælge forside-illustrationer til vores magasin eller blande sig i vores krigsdækning. Men jeg har spurgt hende til råds adskillige gange tidligere og altid været taknemmelig for hendes svar. Hun er en fantastisk redaktør. Punktum,” siger David Remnick.

Kilde: New York Times