Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Modeuge

Designers Nest: Ansvarligt design vinder

Designers Nest var i fredags, og i den anledning løftede værten, Tom Steifel-Kristensen, sløret for verdens første akademiske modepris, der sætter fokus på de deltagende designeres engagement i ansvarligt design samt gennemsigtigheden deri.
Designers Nest var i fredags, og i den anledning løftede værten, Tom Steifel-Kristensen, sløret for verdens første akademiske modepris, der sætter fokus på de deltagende designeres engagement i ansvarligt design samt gennemsigtigheden deri.

Designtalentkonkurrencen Designers Nest fandt sted i fredags, og i den anledning løftede værten, Tom Steifel-Kristensen, sløret for verdens første akademiske modepris, der sætter fokus på de deltagende designeres engagement i ansvarligt design samt gennemsigtigheden deri.

Prisen, kaldet from1000 Transparency Prize, uddeles i sommerens udgave af Designers Nest, hvor grundlæggerene af denne, designeren Bruno Pieters og modejournalist Kristopher Arden Houser, udvælger vinderen blandt designere fra begge cyklusser af Designers Nest i 2013.

Genbrug vinder
Og det passer også ganske belejligt med denne modeuges vinder, Camilla Jæger Jespersen, hvis kollektion var skabt udelukkende af genbrugte vintagematerialer. Netop det aspekt var juryen begejstret for:

”Selvom det er meget svært at gennemskue på catwalken, er kollektionen udarbejdet af genbrugt vintage-stof,” fortæller Tom Steifel-Kristensen om vinderdesignet.

Kollektionens udtryk trak associationer til både 1900-tallet og sindssyge hospitaler  – eller bare nutidens amish-kultur, med blandt andet en hvid blondekrave på mørkegråt uldkappe-sæt, og en løs uldfrakke i æggeskal med en lang hvid lærredskjole, der frynsede forneden.

”Vi oplevede en unik historie i hvert eneste lag af hver beklædningsgenstand, og så er det bæredygtig innovation, som stadig kan kommercialiseres,” fortæller Tom Steifel-Kristensen idet den rørte vinder, Camilla Jæger Jespersen, overrækkes prisen af HKH Kronprinsesse Mary.

Designers Nest er vigtig
Fashionforum.dk møder ved samme lejlighed den administrerende direktør hos Grenaa Buchard, Martin Toxværd, der er showproducer ved Designers Nest-showet, for en kort bemærkning om forløbet for de 27 deltagere.

”Det er et langt forløb for designerne, der udvælges gennem indledende konkurrencer på de ni respektive designskoler allerede i foråret. Derefter begynder arbejdet for alvor,” fortæller Martin Toxværd, der samtidig understreger vigtigheden af Designers Nest.

”Det er her vi oplever størst spændvidde og mest kreativitet under hele Copenhagen Fashion Week,” slutter han.

Designers’ Nest er en international platform, hvor nordiske designstuderende kan fremvise deres talent for internationale indkøbere, designere og trendsættere. Deltagernes kollektioner blev bedømt af en jury bestående af redaktør på WAD Magazine, Bruno Collin, Designchef hos INWEAR, Lene Borggaard, PR Manager hos Filippa K, Ellen Dixdotter, Senior moderedaktør på ellechina.com, Ms. Mok og kreativ direktør hos Mindsetters, Tom Steifel-Kristensen.