Tre tip: Sådan konkurrerer din fysiske butik med nettet
Er du også træt af, at hjælpe dine kunder med at finde det helt rigtige produkt, for så at miste salget til en side på internettet, der kan tilbyde en lavere pris end du kan?Er du også træt af, at hjælpe dine kunder med at finde det helt rigtige produkt, for så at miste salget til en side på internettet, der kan tilbyde en lavere pris end du kan?
Der er hjælp at hente. FashionForum har talt med Klaus Bundvig, der er direktør med ansvar for produktudvikling i det digitale designbureau 1508 A/S. Her giver han nogle simple fif til, hvordan du kan gøre internettet til din fordel – uden at give afkald på din butik, vel at mærke.
Specialiser jer
“Internettet er din ven og gør hele verden til din markedsplads – det giver dig altså fem milliarder potentielle kunder! Udbuddet er enormt, så du bliver nødt til at skille dig ud. Hvis dit udvalg er enestående, særligt, specielt, dybdegående, skævt osv. så skal der nok være interesse for det,” forklarer Klaus Bundvig.
Han kan ikke forstå, at så mange butikker ligner hinanden, når muligheden for at differentiere synes ligetil:
”Jeg har ofte undret mig over, at den lokale boghandel, der hvor jeg kommer fra, har et bredt udvalg af bøger. For det har alle de andre boghandlere jo også – for slet ikke at tale om det enorme udvalg, der findes på internettet! Hvorfor ikke lave det om til en boghandel, der kun forhandler Tin-Tin tegneserier?” spørger Klaus Bundvig i telefonen.
At integrere internettet på den her måde, gør ikke din fysiske butik mindre aktuel. Ifølge Klaus Bundvig, skal du i stedet tænke den som en form for showroom eller kontor. Et sted, hvor du har mulighed for at lave arrangementer og møde kunderne ansigt til ansigt.
”Tag fx Nespresso. De sælger espressomaskiner og kaffen til dem. Deres primære salg er ikke i deres egen butik, men på nettet og i alle mulige andre butikker, men midt i København er de alligevel tilstede fysisk i noget, der mest af alt minder om et stort showroom,” siger Klaus Bundvig.
Tænk som en god ven
Der er ingen tvivl om, at man i en verden med så mange tilbud, så mange varer og så mange informationer er nødt til selv at gøre opmærksom på sin eksistens. Derfor er næste skridt, ifølge Klaus Bundvig, at skabe noget hype omkring sit koncept.
”Du skal ikke overtale nogen til at købe din vare, men du skal inspirere folk til at købe den! Du skal tænke som en god ven. En god, inspirerende ven,” forklarer Klaus Bundvig.
“Skab et univers, som folk gerne vil være en del af. Hvis kunderne er glad og trygge, vil de dele det med deres venner, og det skal du udnytte. Det kan være ved at give dine kunder mulighed for at give noget til deres venner – fx en invitation til en event, du arrangerer.”
Det kaldes ’empowerment’, når en virksomhed bevidst arbejder med at få sine kunder til at se bedre ud overfor deres venner – du giver dem mulighed for at være gavmilde og får samtidig omtale og flere ‘medlemmer af familien’.
Hvilken branche er du egentlig i?
Det sidste gode råd fra Klaus Bundvig er, at du skal overveje hvilken branche du egentlig er i, fordi du på den måde definerer din vigtigste opgave:
”Spørg dig selv om, hvilket behov dine kunder ønsker opfyldt når de køber dit tøj. Vil de ses, vil de score, vil de passe ind osv. Jeg tror i virkeligheden, at mange virksomheder, der handler med tøj er i trygheds-branchen eller forfængeligheds-branchen og ikke tøjbranchen.”
Mere om Klaus Bunvig:
Baggrund: User experience designer (UX’er), men beskæftiger sig i dag med digital forretningsudvikling for større virksomheder. Det spænder over vidt forskellige brancher: Fra e-shops, VVS-grossister, energitraders og offentlige forvaltninger. For tiden hjælper han en skobutik med at udvikle abonnementsservices, og en interesseorganisation med at øge antallet af private donationer. Om sin tilgang til arbejde sig er han:
“Jeg undrer mig over de eksisterende forretningmodellers frygt for det digitale og glæder mig over at Vivino gør mig til vinspecialist, Airb’nb giver mig hotelophold til halv pris, at Nykredit nu også tager det alvorligt at min bank foregår på min Ipad og at Skype er adgangen til min datter i USA. Til gengæld har jeg ikke fundet en digital service, der kan forhindre min 3. Christianacykel i at blive stlålet – og skal jeg være helt ærlig så har jeg altid undret mig over Facebook med hele sit TV5-segment røvballekultur…“