I dagene 17.-19. november 2012 havde Designskolen Kolding i samarbejde med Koldinghus arrangeret en international smykkekonference, Memory in Design, hvor formålet var at undersøge brugen af erindringsdesign i teori og praksis.

Design udgør en central form for kulturel kommunikation, men i dag er praktiske og funktionelle behov ofte sat til side til fordel for andre værdier, skriver designskolenkolding.dk. Det er for eksempel tilfældet i erindringsdesign, som står centralt for firmaer som italienske Alessi, der arbejder bevidst med erindringstemaet for at inkorporere kulturelle og identitetsmæssige temaer i designprodukterne.

Alessi har således tilknyttet sociologer, psykologer og filosoffer i udviklingen af deres designprodukter, og der er generelt hos italienske designvirksomheder og designuddannelsesinstitutioner en tradition for at arbejde bevidst med erindringstemaet.

Traditionelt har dansk design ikke arbejdet med erindringstemaet. Inden for dansk design er der generelt blevet fokuseret på form og funktion med hyppige referencer til naturens former. Men betyder erindringsdimensionen ikke alligevel noget i dansk design med dens fokus på det organiske, på naturmetaforer? Er det sådan, at danske designere arbejder med både kultur og natur, eventuelt i et spændingsfelt imellem disse poler?

Spørgsmålene blev taget op på konferencen og hvis du vil vide mere, så klik her og læs, hvad Designskolen Kolding skriver om erindringsdesign, en arvet broche og forskellen på italiensk og dansk design.

Kilde: Designskolen Kolding