Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Nyt butikskoncept udstiller upcoming design

I morgen åbner en ny butik i Larsbjørnsstræde, som vil fungere, som udstillingsvindue for up-comming designere inden for beklædning og interiør.
I morgen åbner en ny butik i Larsbjørnsstræde, som vil fungere, som udstillingsvindue for up-comming designere inden for beklædning og interiør.

I morgen åbner en ny butik i Larsbjørnsstræde, København. Den skal fungere som udstillingsvindue for upcoming designere inden for beklædning og interiør. Idékvinden bag det nye koncept hedder Maria Lindemann og har selv været i designbranchen siden 1995.

Ideen fik hun for flere år siden, men først for nyligt havde hun muligheden for at realisere den. Da hun havde fundet et passende lokale, gik hun straks igang med at kontakte en række forskellige designere – og hun fandt, at interessen var overvældende:

“Jeg har fået en helt utrolig opbakning fra en masse designere der laver alt fra tøj til smykker og lamper. Vi åbner med 15 spændende designere, hvoraf nogle har været i gang i flere år og andre er helt nye. Jeg har valgt de første designere der skal udstille i butikken fordi, at de alle har noget nyt, råt og kantet over sig,” siger hun i en pressemeddelelse.

Ambitionen med butikken er, at give nye designere bedre forhold til at udstille samt give kunderne et nøje udvalgt sortiment af de “nyeste og skarpeste designs”, som det hedder i pressemeddelelsen. Maria Lindemann vurderer, at nye designeres muligheder for at kommunikere deres design til omverdenen ofte er meget dårlige:

”Hos os er konceptet, at vores kunder skal kunne finde spændende designs, man ikke ser andre steder. Lige så vigtigt skal vores designere behandles godt. Derfor har vi valgt en lav leje af designerens stand i butikken, samt en lav kommission til at dække drift, PR osv., og resten går direkte til designeren. Det er en ny måde at tænke butik på, og jeg glæder mig helt utroligt til at åbne,” slutter Maria Lindemann.

Designers District åbner dørene til de spændende nye trends torsdag den 15. november 2012.