Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Succesfuld Blickfang vender tilbage

Den første danske udgave af Blickfang-messen er nu overstået - og det var en god base for at fortsætte messen i Danmark, lyder det fra arrangørerne.
Den første danske udgave af Blickfang-messen er nu overstået - og det var en god base for at fortsætte messen i Danmark, lyder det fra arrangørerne.

I denne weekend blev den første danske Blickfang-messe nogensinde afholdt. Messen, der gennem de sidste 15 år har ekspanderet i især Tyskland, tilbyder forbrugerne at købe mode, smykker, møbler og design direkte hos designerne – og det er noget, der taler godt til de danske forbrugere.

Ca. 5500 var forbi Blickfang i weekenden, og det betegnes af arrangørerne som en god base for flere messer i København.

“Jeg håber, at gæsterne syntes godt om Blickfang. Nu er grundstenen lagt, og vi vil arbejde på at udvikle konceptet og etablere Blickfang som en fast bestanddel af den danske begivenhedskalender, så messen i København kan tiltrække lige så mange besøgende som på Blickfangs øvrige locations,” siger Jennifer Reaves, adm. direktør for Blickfang, i en pressemeddelelse og henviser til de andre messer, der afholdes i blandt andet Zürich, Basel og Stuttgart.

Nyt marked for salg
Muligheden for at få afsat nogle varer direkte til forbrugerne og møde kunderne ansigt til ansigt gør det interessant at udstille på Blickfang, hvis man spørger en af udstillerne.

“Stemningen på Blickfang var enestående, meget inspirerende og behagelig. Udstillernes kvalitet er meget høj, og den direkte kontakt med slutforbrugerne åbnede mange nye perspektiver for mine produkter,” siger modedesigneren Lise Dige.

“Hvad angår det direkte salg af mine kjoler, blev mine forventninger overtruffet, og Blickfang har rent faktisk åbnet et nyt og lukrativt marked, hvor jeg kan afsætte mine kollektioner”.

Prisuddeling i centrum
Fredag aften på Blickfang-messen var der uddeling af Blickfangs designpriser – bronze, sølv og guld, til tre af udstillerne. Juryen bestod af Eva Kruse, adm. direktør i Danish Fashion Institute, Poul Madsen, adm. direktør for Normann Copenhagen, Frederik Bjerregaard, kreativ direktør og årets kurator Jaime Hayon.

Bronzen gik til den engelske modedesigner Bethan Wood, der modtog prisen af Eva Kruse.

”Hun er Blickfang og repræsenterer salgsudstillingens mange facetter. Hendes personlighed er unik, og designscenen har brug for flere personligheder, som bryder ud af deres eget kosmos og inviterer de besøgende til at gå på opdagelse i en ny verden,” sagde Eva Kruse ved overrækkelsen.

Sølvmedaljen gik til danske Manufakture, for et bords interessante design, der fremhævedes som essensen af dansk design, mens guldmedaljen gik til de schweiziske produktdesignere Bertille & Mathieu.

Den næste omgang Blickfang afholdes i København fra d. 8.-10. november 2013.