Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Modeuge

Stine Goya: Nu satser vi på England

”Det er vigtigt, at mine kollektioner har tydelige kendetegn men også evner at overraske," lyder det fra designeren.
”Det er vigtigt, at mine kollektioner har tydelige kendetegn men også evner at overraske," lyder det fra designeren.

Når modellerne til Stine Goyas show i aften skridter podiet af foran Gallery-messen i Forum, bærer de styles, som designeren ikke har været alene om at udtænke. Stine Goya har nemlig været på barsel det seneste halve år og har derfor hentet assistance hos designerne Elise Born og Malene Hvidt.

FashionForum satte Stine Goya stævne til en snak om, hvordan SS13-kollektionen er anderledes end tidligere kollektioner:

FashionForum: Hvordan adskiller din SS13-kollektion sig fra dine hidtidige kollektioner?

Stine Goya: ”For mig er det vigtigt, at mine kollektioner både har tydelige kendetegn fra gang til gang, men også evner at overraske og vise nyt.

Jeg synes SS13 adskiller sig på flere måder. Der er selvfølgelig nye flotte prints inspireret af kollektionens tema (La Parade Merveilleuse, red.), nye farvesammensætninger og nye styles. Som altid har vi arbejdet rigtig meget med vores kjoler men denne gang er der også en del bukser og lette jakker, som jeg er blevet rigtig glade for.”

Hvilken betydning har det haft, at ansvaret for designet denne gang har ligget hos Elise Born?

”Vi har været tre personer om at designe denne kollektion. Elise Born, Malene Hvidt og mig selvfølgelig. Malene Hvidt har især haft med prints at gøre, Elise og jeg har lavet kollektionens opbygning, styles og farver sammen.

Både Malene og Elise er rigtig gode sparringspartnere, de er kreative og har selv supergod stil. Så jeg har ikke kunnet ønske mig et bedre team – og så har vi jo også en del virkelig dygtige praktikanter med i processen.”

Hvad kan vi forvente os af showet?

”Jeg synes, vi har fundet et stærkt tema for vores kollektion og show i år. Et tema som i den grad kommer til at præge vores show lige fra hår, makeup til scenografi, koreografi og musik. Og så har vi som sædvanligt gjort rigtig meget ud af vores showpieces – måske nærmest endnu mere, end vi plejer.

Vi har desuden i år lavet showpiece-tasker sammen med ADAX, som også bliver vist. Det bliver virkelig en forunderlig parade, vi laver, og jeg glæder mig meget. ”

Hvem håber du især at ramme med kollektionen?

”Jeg håber, at alle vores gode danske butikker og kunder kan lide kollektionen. Og at de mange udenlandske butikker, der sælger Stine Goya i dag, også vil synes om kollektionen.

Sverige og Norge har vi også fokus på, og vi fornemmer, at kendskabet til mærket især i Sverige er blevet bedre og bedre for hver sæson.

Som noget helt nyt har vi fået en rigtig erfaren agent i England og Irland, hvilket vi har store forventninger til. Ligesom at vi har indgået samarbejde med en god japansk distributør. Det bliver meget spændende.”

Hvordan ser en vellykket modeuge ud for dig?

”Et godt show, lidt omtale vil heller ikke gøre noget, men frem for alt at jeg fornemmer, at vores kunde kan lide vores kollektion. Det betyder virkelig noget for mig.”