Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Ny app guider forbrugeren til dit brand

Forbrugerne kan søge på dit brand og straks finde de butikker, der fører det. Sådan lyder opskriften på den nye app Storelocator, der lanceres under modeugen.
Forbrugerne kan søge på dit brand og straks finde de butikker, der fører det. Sådan lyder opskriften på den nye app Storelocator, der lanceres under modeugen.

Søg og du skal finde, kunne nemt være overskriften for den norske app Storelocator, der under modeugen lanceres i Danmark. Den nye app guider nemlig forbrugeren direkte til dit brand – også selvom det er at finde i multibrandbutikker.

Storelocator er allerede en stor succes i Norge. Med over 5.000 butikker forbundet med 3.000 brands, er Storelocator – ifølge dem selv – Skandinaviens største shoppingregister. Og konceptet er enkelt; forbrugeren søger på et brandnavn og får derefter en liste over de butikker, der fører mærket. Et kort viser, hvor butikkerne er placeret, så forbrugeren nemt kan finde den tætteste butik.

Lanceres på Vision
Storelocator skulle først have været lanceret i Danmark i 2013. Men Københavns nye store messe Vision – en sammenlægning af messerne Terminal-2 og Cph Vision – kontaktede de norske mænd. Og dermed blev lanceringen rykket til august til 2012.

”Vision er den perfekte partner for Storelocator. Timingen kunne ikke have været bedre, da Vision debuterer med fusioneringen af Cph Vision og Terminal-2,” siger Steven Stieng, adm. direktør i Storelocator.

På Vision udnyttes app’ens platform ved at bruge app’en Stand Locator, et værktøj, der gør det nemmere for besøgende at finde de enkelte stande på messens 20.000 kvadratmeter.

Skal vokse i Skandinavien
Forventningerne til det skandinaviske marked er store. Storelocator forventer at dække 80 pct. af markedet i 2013, men butikker er allerede i gang med at tilmelde sig uden for Skandinavien.

”Det er tidskrævende arbejde at finde butikker og registrere, hvilke brands de sælger. Informationerne på nette er ofte forældede, og vi oplever ofte, at Storelocators egen information er mere opdateret end den, vi finder om mange brands,” lyder det fra Steven Stieng, der oplever stor interesse for projektet.

”Interessen i Storelocator er vokset siden vores lancering i marts, især fra modebranchen. Vi er den eneste virksomhed i Skandinavien, der tilbyder disse services og det gør Storelocator unik.”

App’en kan indtil videre downloades til Android-telefoner med Google Play og bliver snart tilgængelig på Apples telefoner og tablets.