Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Modeuge

Baum und Pferdgarten får Guldknappen - igen

Hver sommer uddeler Alt for damerne i forbindelse med Copenhagen Fashion Week årets Guldknap til en dansk modevirksomhed, der fortjener anerkendelse.
Hver sommer uddeler Alt for damerne i forbindelse med Copenhagen Fashion Week årets Guldknap til en dansk modevirksomhed, der fortjener anerkendelse.

Hver sommer uddeler Alt for damerne i forbindelse med Copenhagen Fashion Week årets Guldknap til en dansk modevirksomhed, der fortjener anerkendelse.

I år går modeprisen til Baum und Pferdgarten, der, skriver Alt for damerne, gang på gang har formået at skabe kollektioner med en imponerende gennemført stil, der når bredt ud.

”Baum und Pferdgartens kollektioner er altid raffinerede og fortæller en historie, samtidig med at de er tilgængelige og brugbare. Rikke og Helle (duoen bag Baum und Pferdgarten, red.) har holdt fast i brandets dna, samtidig med at de har ført Baum und Pferdgarten gennem en succesfuld transformation,” giver Alt for damernes moderedaktør Line Hindsgaul som begrundelse for valget af sommerens prismodtager, inden hun slutter:

„Deres kollektioner står skarpere end nogensinde,”


Baum und Pferdgarten – under udvikling
I år, hvor Guldknappen uddeles for 28. gang, kan Baum und Pferdgarten fejre 13-årsfødseldag, og der er løbet meget vand under broen siden 1999, fortæller chefdesigner Helle Hesthave:

”Vores design er blevet mere enkelt med årene, og det er meget bevidst. Tidligere var vi kendt for prikker, flæser, blomster og quirkiness. Det har været sjovt at arbejde med blandt andet cirkustemaet, men der er vi ikke selv mere. Jeg kan mærke, at folk sommetider vil holde os fast i det, men det kan også bare være for let at sætte en flæse på og sige: ‘Så er det design hjemme.”


Ikke lutter lagkage
De seneste tretten år har budt på mange sejre for det danske brand – gennem årene er Baum und Pferdgarten blevet præmieret med såvel prisen for bedste danske brand ved Dansk Fashion Awards 2009 som med Den Gyldne Pelsnål i 2008. Og nu altså også Guldknappen – igen, kan man tilføje. Det er nemlig ikke første gang, brandet har fået Alt for damernes udmærkelse. Et år efter etableringen i 1999 modtog Baum und Pferdgarten nemlig også Guldknappen. Men alt har ikke været lutter lagkage.

I 2009 havde finanskrisen fået så stramt et tag om den danske modebranche – og Baum und Pferdgarten i særdeleshed – at brandet måtte indgive konkursbegæring. Den gyngende grund under de to chefdesignere Rikke Baumgarten og Helle Hestehaves fødder gyngede imildertid kun i en uges tid. Så kom Bruuns Bazaar nemlig virksomheden til undsætning og opkøbte alle aktiver. Og de to stiftere har i al den mellemliggende tid fungeret som chefdesignere.

”I dag går det supergodt hos os, og det er dejligt at få et rygklap i form af Guldknappen. Det bekræfter os i, at der åbenbart er nogen, der synes, vi gør det godt,” siger chefdesigner Rikke Baumgarten.


Yngre virksomhed med potentiale
Det er traditionen tro ikke kun Guldknappen, der uddelels i regi af Alt for damerne ved sommerens modeuge. Også Sølvtråden skal der findes en modtager til. Sølvtråden er de seneste tre år blevet uddelt til en yngre modevirksomhed med potentiale.

Denne gang bliver det Ganni, der går hjem med Sølvtråden. Her har designerne Ditte Reffstrup og Katrine Green „på kort tid etableret et modebrand, der byder på sikre garderobehit hver sæson”, skriver Alt for damerne.

”Med en blanding af både aktualitet og nostalgi og en uprætentiøs skandinavisk stil leverer Ganni det, enhver chik hverdagsgarderobe bør indeholde. Derfor ser ALT for damerne et stort potentiale i det lille modehus,” siger Alt for damernes moderedaktør Line Hindsgaul i sin motivation af prisen.


Så glade for prisen
Og det er en stolt Ganni-designer, der tager imod:

”Vi er så glade for prisen. Da jeg fik opkaldet, løb jeg nærmest ned på kontoret med barnevognen for at fortælle det. Det er en fin cadeau og blåstempling af vores arbejde, vi er meget beærede, og det er ekstremt fedt, at det sker lige nu, hvor vi er så meget på vej,” siger Gannis kreative direktør Ditte Reffstrup.

De faktiske priser uddeles i forbindelse med Copenhagen Fashion Week torsdag den 9. august klokken 10 ved et arrangement for inviterede gæster. Ved samme lejlighed holder de to brands modeshow.


Foto: Copenhagen Fashion Week / Baum und Pferdgarten AW12