Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Copenhagen Fashion Week offentliggør tætpakket showkalender

Der er gamle kendinge, nye navne og tilbagevendte danske design-darlings i den tætpakkede showkalender til den kommende Copenhagen Fashion Week.
Der er gamle kendinge, nye navne og tilbagevendte danske design-darlings i den tætpakkede showkalender til den kommende Copenhagen Fashion Week.

Showkalenderen til den kommende modeuge fra d. 8.-12. august er netop offentliggjort. Og i en tætpakket kalender er der en blanding af nytilkomne brands, gamle danske kendinge, danske design-darlings og både store og små brands.

”Det er dejligt at se, at der er en god blanding mellem gamle kendinge som er tilbage i kalenderen som Peter Jensen og Wood Wood og store danske brands som Day Birger et Mikkelsen, By Malene Birger og Sand,” lyder det fra Anne Christine Persson, udviklingsdirektør i Copenhagen Fashion Week, til FashionForum.dk.

Showkalenderen byder samtidig også på navne som Noa Noa, French Connection, Whiite og tilbagevendte Barbara i Gongini og Ivan Grundahl – samt en række af de mindre, nye designere.

”Samtidig er her også de nye up-and-coming designere som Anne Sofie Madsen og Freya Dalsjö. De repræsenterer en ny bølge i dansk mode, der er mere avantgarde og det er en rigtigt spændende udvikling,” siger Anne Christine Persson. 

Men at planlægge showkalenderen har ikke været nemt. Faktisk har det været den sværeste omgang planlægning længe, fordi mange forskellige parter skal enes.

”Det har været en stor udfordring at lave kalenderen denne gang – meget sværere end før. Der er mange ender, der skal mødes, når vi kun har tre dage til rådighed og næsten 50 brands, der ønsker at holde show. Det betyder, at vi skal se på, hvad der skal ske med showkalenderen fremadrettet,” afslutter Anne Christine Persson.

Kalenderen kan ses på Copenhagen Fashion Weeks nye hjemmeside, der denne sommer er blevet redesignet og har fået en række nye funktioner, der gør det nemmere at navigere på sitet. Presse kan som altid blive akkrediteret og anmode om showbilletter på siden.

Billeder: Copenhagen Fashion Week SS13