Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed

BSR-direktør: Bæredygtig opdragelse starter i folkeskolen

"Vi skal blive bedre til at forstå, hvad bæredygtigt forbrug er, og at dén læringsproces starter allerede i folkeskolen,” siger direktør i BSR, Michael Peder-Pruzan Jørgensen til FashionForum.
"Vi skal blive bedre til at forstå, hvad bæredygtigt forbrug er, og at dén læringsproces starter allerede i folkeskolen,” siger direktør i BSR, Michael Peder-Pruzan Jørgensen til FashionForum.

 

Øjnene bag alverdens moderigtige briller er rettet mod København i dag. Det er endelig tid til Copenhagen Fashion Summit, nemlig, og allerede i går tog NICE – Nordic Initiative Clean & Ethical, projektet under Danish Fashion Institute, der forestår konferencen, hul på de bæredygtige spørgsmål.
 
Onsdag bød således på både Youth Fashion Summit og Pre-Fashion Summit. Ved Youth Fashion Summit mødtes udvalgte studerende fra 15 danske og internationale designskoler for at formulere en række anbefalinger, der overrækkes lederne ved det store Copenhagen Fashion Summit, mens Pre-Fashion Summit samlede 100 ledere og eksperter fra den bæredygtige modeindustri for at finde fælles fodslag om en række anbefalinger, der skal offentliggøres i dag ved topmødet.
 
Til en kort snak om dagens resultater mødte FashionForum Michael Peder-Pruzan Jørgensen, adm. direktør i BSR – Business for Social Responsibility, en international medlemsorganisation, der gennem konsulentarbejde, research og samarbejder på tværs af sektorer arbejder for at skabe en mere bæredygtig verden.
 
”Det har været en rigtig fin dag. Vi har oplevet to ting. Vi har bragt en række mennesker sammen fra forskellige dele af samfundet – både almindelige borgere og regeringspartnere – for at diskutere dette område. Det sker ikke så ofte, at begge sider er repræsenteret på den måde,” siger Mikael Peder-Pruzan Jørgensen til FashionForum og fortsætter:
 
”Derudover er der kommet nogle fornuftige konkrete forslag ud af dagen. Hvis du fx tager uddannelsesområdet, skal vi blive bedre til at forstå, hvad sustainable consumption (bæredygtigt forbrug, red.) er, og at dén læringsproces starter allerede i folkeskolen,” siger han og tilføjer: 
 
”Nogle ville måske endda sige allerede i børnehaven, men det er nok en typisk nordisk tilgang. Under alle omstændigheder skal vi uddannes til demokratiske borgere, og bevidst forbrug er også en del af det at være en god samfundsborger.”
 
Han peger på, at det bevidste bæredygtige forbrug skal indbygges i undervisningen – også på både designskoler og handelsskoler:
 
”Uddannelsesaspektet er en meget vigtig del.” 
 
En anden af de udfordringer, der blev diskuteret ved gårsdagens pre-summit, er hvordan mærkningsordninger kan hjælpe netop til at uddanne de bæredygtige forbrugere:
 
”Labelling (mærknig, red.) og spørgsmålet, om hvordan vi kan give forbrugerne en mulighed for at træffe et meningsfuldt valg, bliver vigtigt. Lige nu kan du jo på det samme produkt se fire forskellige mærker, og hvert mærke dækker kun en lille del af processen,” forklarer direktøren, og han mener ikke at endnu flere lokale anerkendte mærkningsordninger er vejen frem, siger han til FashionForum: 
 
”Vi bliver nødt til at tænke i løsninger, der er – om ikke globale så i hvert fald europæiske. Hvis de store virksomheder skal forholde sig bæredygtig produktion, skal de ikke tage stilling til flere lokale mærker.”
 
Michael Peder-Pruzan Jørgensen ser gerne, at onsdagens præsummit bliver en lille sten på vejen mod at bringe en lang række forskelligere aktører sammen på den lange bane.
 
”Jeg håber, vi blandt de mennesker, der kommer til selve Copenhagen Fashion Summit, med vores anbefalinger kan skabe en fælles forståelse for, hvad bæredygtig forbrug egentlig handler om. Jeg håber, at (EU-kommissær og tidl. klimaminister) Connie Hedegaard og (erhvervs- og vækstminister fra SF) Ole Sohn tager imod vores anbefalinger og sender dem videre.”
 
Formuleringerne fra Pre-Fashion Summit overrækkes det danske EU-formandskab ved Copenhagen Fashion Summit i dag over middag.