Kinesere vil købe Georg Jensen
Kapitalfonden Axcel er i gang med at sælge smykke- og designvirksomheden Georg Jensen.Kapitalfonden Axcel er i gang med at sælge smykke- og designvirksomheden Georg Jensen.
Det privatejede kinesiske konglomerat Fosun International står således på spring for at købe det danske designklenodie, der i forvejen henter over 40 pct. af sin omsætning på det asiatiske marked. Det skriver epn.dk.
Fosun, der i forvejen ejer en række selskaber, herunder et ejendomsselskab og to medicinalselskaber, ser således Georg Jensen som en oplagt genvej til at få foden inden for på det kinesiske marked for luksusvarer, som vokser hastigt i disse år.
Fosun sidder i øjeblikket og kigger på interne tal fra Georg Jensen med henblik på at indgå i en mere konkret dialog med selskabet og ejeren Axcel, så snart man har lagt sig mere fast på en pris.
En af de investeringsbanker, der har fået til opgave at stå for salget af Georg Jensen, er Nordea, hvis Corporate Finance-afdeling har en nøglerolle i forbindelse med den kommende handel, da den nordiske storbank generelt har meget tætte bånd til Axcel og fondens frontfigur, Christian Frigast.
Formanden i Georg Jensen, Lars Nørby Johansen, ønsker ikke at udtale sig om et eventuelt salg, men henviser til ejeren, som det ikke har været muligt at træffe.
Kilde: Epn.dk.
Billede: Georg Jensen