Opdateret: rokade blandt de danske skønhedsredaktører
En stor rokade har været i gang blandt de danske skønhedsredaktører. Nu giver vi dig et helt opdateret overblik.På de danske modemagasiner er der lige nu gang i en større rokade blandt skønhedsredaktørerne.
Hos IN er den tidligere skønhedsredaktør Mikkel Hyldebrandt flyttet til USA, hvilket har resulteret i en tilbagevending til Silke Grane, der har siddet på stillingen før. Mikkel Hyldebrandt har blandt andet skrevet om skønhed og grooming for DANSK Daily og Euroman.
På magasinet LIV hedder den nye skønhedsreadktør Mette Bundgaard, der er uddannet kosmetolog og har arbejdet på diverse blade gennem de sidste mange år.
På modemagasinet Costume har man fået ny skønhedsredaktør og her tiltræder Stinne Jensen stillingen pr. 1. maj.
Stinne Jensen har gennem de seneste år arbejdet som skønhedsskribent og konsulent og er således et allerede kendt navn i skønheds- og magasinbranchen.
”På Costumes redaktion glæder vi os rigtig meget til at få glæde af Stinnes store ekspertise og erfaring på skønhedsområdet – og udover skønhedsstoffet vil Stinne også have ansvaret for sundhedsområdet i Costume,” lyder det i en pressemeddelelse.
Stinne Jensen afløser dermed Liv Winther, der efter fem år på Costume er tiltrådt stillingen som skønhedsredaktør på magasinet Cover. Her har hun overtaget posten fra den mangeårige skønhedsredaktør og –blogger Charlotte Torpegaard, der har fratrådt sin stilling for at fokusere på en række andre projekter – blandt andet en ny bog.