Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Kopenhagen Fur: Vi kan ikke leve med at blive svinet til

”Vi kan ikke leve med at blive svinet til for at være ligeglad med dyrene,” siger formand i Kopenhagen Fur Tage Pedersen i forbindelse med en ny reklamekampagne fra pelskoncernen.
”Vi kan ikke leve med at blive svinet til for at være ligeglad med dyrene,” siger formand i Kopenhagen Fur Tage Pedersen i forbindelse med en ny reklamekampagne fra pelskoncernen.

Har du tændt for TV 2 eller bladret i Børsen denne uge, har du sandsynligvis bidt mærke i en ny reklamekampagne fra Kopenhagen Fur.

Under sloganet ”Verdens bedste. Men ikke perfekte.” har Danske Minkavlere nemlig taget skeen i den anden hånd og erkendt, at der måske er en fordel i at italesætte fejlene selv, før andre gør det. Reklamespottene viser billeder af skadede dyr og afsluttes med følgende spørgsmål: 

”Når man har dyrehold, kan dyrene komme til skade, så de skal aflives. I Danmark drejer det sig om under én procent af minkbestanden. Spørgsmålet er, om vi har plads til den svaghed i det danske samfund?”

Adskiller sig fra tidligere kampagner
Og der adskiller kommunikationen sig fra tidligere kampagner fra Kopenhagen Fur. Det er nemlig første gang, koncernen så direkte sætter fokus på den problematik, der igen og igen får medieomtale – nemlig dyrevelfærd i minkproduktionen:

”Uanset hvor godt man gør det, vil der jo ske fejl. Det gør der i alle industrier, lige meget hvor meget man gør for at undgå det. Det vil vi gerne selv fortælle om. Vi kan ikke leve med at blive svinet til for at være ligeglad med dyrene,” siger formand i Kopenhagen Fur Tage Pedersen til FashionForum.dk.

Fokus på problematikken
Derfor har Kopenhagen Fur denne uge søsat en storstilet kampagne, hvor koncernen ikke skjuler sig bag pelsprodukternes glamour og eksklusivitet, men i stedet viser de barske billeder af mink med bidsår af skadede mink, mens speakerstemmen understreger, at det er ”langt under én procent af dyrene, der lider skade” – en procentdel, der i øvrigt er højere i samtlige andre danske industrielle husdyrhold, understreger formanden.

”Vi vil gerne sætte fokus på problematikken og sætte en debat i gang. På grund af de kampagner, der er blevet kørt imod os, er myndighederne pressede til at udsætte os for en nul-tolerance-politik. Det betyder, at hvis én mink behandles forkert, fører det fluks til en politianmeldelse, og det kan vi ikke leve med,” forklarer Tage Pedersen.

Men hvorfor igangsættes kampagnen lige præcis nu?

”Tja. Man samler jo kræfter til den slags. Første gang nogen slår en i hovedet, dukker man sig. Men nu er nok nok,” slutter Tage Pedersen.

Se reklamespottene lige her: 

Foto: Kopenhagen Fur