Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Smykkegigant vil købe dine smykker

Fra april bliver det muligt at sælge sine gamle guldsmykker hos smykkekæden Plaza.
Fra april bliver det muligt at sælge sine gamle guldsmykker hos smykkekæden Plaza.

Fra april bliver det muligt at sælge sine gamle guldsmykker hos smykkekæden Plaza. Kæden er den største i Danmark, og den har indgået et samarbejde med de dansk-svensk-tyske guldopkøbere Nicuma. Det skriver epn.dk.
 
»Vi har set, at de stigende guldpriser har lokket mange danskere til at finde arvestykkerne frem af gemmerne for at veksle dem til kolde kontanter. Her er helt sikkert et potentiale, vi kan udnytte,« siger Søren Flemming Larsen, konstitueret direktør i Plaza, til epn.dk.
 
Prisen på guld toppede sidste efterår i mere end 1.900 dollars per ounce på råvarebørsen i New York.
 
Økonomisk usikkerhed
Med den daværende dollarkurs svarede det til en pris på ca. 322 kr. per gram. 
 
Det er den store økonomiske usikkerhed i Europa og USA, som de seneste år har sendt guldprisen i vejret, fordi investorerne betragter guld som en sikker havn. Især problemerne i Sydeuropa har været med til at sende prisen op.
 
De seneste måneder er kursen dog faldet tilbage, og torsdag lå den i 1.674 dollar per ounce. Det svarer til 302 kr. per gram, skriver epn.dk.
 
Lavere for private
Hvis man som privatperson vil sælge sine guldsmykker er prisen dog noget lavere. Hos Nicuma, som Plaza har indgået samarbejde med, ligger prisen for private eksempelvis ca. 6 pct. lavere for rent guld. 
 
Her skal man desuden være opmærksom på, at rent guld på 24 karat er for blødt til at bruges til fremstilling af smykker. De fleste smykker har typisk en karat på 18 eller lavere. Plaza-direktør Søren Flemming Larsen har ikke noget bud på, hvor meget tiltaget vil påvirke selskabets omsætning.
 
Kilde: epn.dk