Danske mønstre på Marimekko-mode
De mønstre, der pynter på Marimekkos kollektion til efteråret, er ikke udelukkende finske. Det danske designbureau Hvass&Hannibal står nemlig bag Marimekko AW12-printet Kaiaka.De mønstre, der pynter på Marimekkos kollektion til efteråret, er ikke udelukkende finske. Det danske designbureau Hvass&Hannibal står nemlig bag Marimekko AW12-printet Kaiaka.
”Aftalen med Marimekko kom i stand, efter vi mødtes med Noora Niinikoski, som er designchef i Marimekko’s modeafdeling. Hun skrev til os, fordi hun skulle til København, og kom og besøgte os på vores kontor i 2010,” fortæller Nan Na Hvass, der sammen med kollegaen Sofie Hannibal udgør designduoen, til FashionForum.dk.
Danske prints på finsk design
Herpå fulgte en længere proces, som altså nu munder ud i en nederdel, en skjorte og en kjole med dansk mønsterdesign. Selve stylesne er skabt med udgangspunkt i det danske print af en af Marimekkos in-housedesignere Mai Ohta.
”Det er jo en kæmpestor ære, at de har inviteret os med. Dels fordi vi synes, det er sådan et fantastisk brand, en institution. Og så er der også noget fedt og uhøjtideligt over Marimekko, det handler ikke om at følge moden og være trendy, men om glæden ved former og farve,” siger designeren.
Musiksamarbejder par excellence
Hvass&Hannibal arbejder med design inden for en lang række felter og har blandt andet skabt designløsninger til mange musikprojekter i samarbejde med bands som fx Depeche Mode, Efterklang og Turboweekend.
Men Nan Na Hvass og partneren Sofie Hannibal håber bestemt, at dette første finske tekstilsamarbejde fører flere med sig:
”Jeg håber i hvert fald, at vi kommer til at arbejde mere sammen med Marimekko, lave flere prints i fremtiden. De vil gerne se flere skitser, så det tegner godt,” siger designeren.
De tre styles med print af Hvass&Hannibal sættes til salg i Marimekkos butikker verden over i efteråret 2012. Kaiaka er i øvrigt hawaiiansk og betyder ’shadowed sea’ – skyggefuldt hav.
Se mere om Hvass&Hannibal her.