Investorer sender milliardkrav til Pandora
Det belgiske firma Deminor, der har investeret i Pandora, mener at smykkevirksomheden i månedsvis har holdt omverdenen i mørke om markante salgsproblemer – og ikke som tidligere antaget i et par ugeUnder Pandoras generalforsamling i går måtte ledelsen modtage kritik fra flere kanter. Og især fra en kant er kritikken tydelig. Det belgiske firma Deminor, der har investeret i Pandora, mener nemlig at smykkevirksomheden i månedsvis har holdt omverdenen i mørke om markante salgsproblemer – og ikke som tidligere antaget i et par uger. Det skriver dagbladet Børsen.
Dermed kan investorerne kræve erstatning for et langt større beløb end den mia., der foreløbig er varslet, oplyser Deminor, der allerede arbejder på at rejse sag mod Pandora.
Fondsbørsen Nasdaq OMX og Finanstilsynet har begge konkluderet, at Pandora var mindst et par uger for sent ude, da virksomheden 2. august sidste år voldsomt nedskrev sine opskruede vækstforventninger og sendte aktierne ned med 65 pct. Pandora er siden blevet politianmeldt af Finanstilsynet, men ifølge Deminors undersøgelser tyder meget på, at Pandoras ledelse flere måneder før nedjusteringen kendte til problemerne.
”Det virker som om, selskabet kendte til faldet i salgsvæksten lang tid før det tidspunkt, Finanstilsynet nævner. Ved at gennemføre vores undersøgelser har vi meget stærk basis for at sige det. Hvor langt, vi kan gå tilbage, er ikke besluttet endnu, men vi mener bestemt, vi kan gå et par måneder tilbage,” siger Erik Bomans, ledende partner i Deminor.
Et skøn fra Deminor har tidligere lydt på, at de investorer, der købte Pandora-aktier i de to uger, selskabet ifølge Finanstilsynet sad på oplysningerne, kan kræve erstatning for over en mia. kr. Men viser det sig, at nedjusteringen skulle være kommet flere måneder tidligere, vil erstatningskravet stige betragteligt.
”Vi udvider perioden, og det betyder afgjort et potentiale for et større tabsbeløb i sagen. Men det afhænger af, om institutionelle investorer er interesserede i at deltage i sagen,” siger Erik Bomans.
Foreløbig har 10-20 overvejende store investorer, som pensionskasser og investeringsfirmaer, meldt sig, men Deminor prøver løbende at samle flere.
Kilde: Dagbladet Børsen