Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

SCF ser positivt på liv som tøjselskab

SCF købte tidligere en stor mængde aktier i Smartguy.dk - og nu afhænger fremtiden af dem.
SCF købte tidligere en stor mængde aktier i Smartguy.dk - og nu afhænger fremtiden af dem.

SCF Technologies ser positivt på fremtiden som tøjselskab. Det fremgår af regnskabet for selskabet. Selskabet havde som ventet ikke omsætning i 2011 og nåede et underskud på 1,3 mio. kr. Det skriver Epn.dk.

"Det er ledelsens vurdering, at selskabets udviklingsmuligheder fremadrettet er positive. Selskabets ledelse har positive forventninger til SmartGuys fremtid og markedspotentiale", skriver selskabet.

SCF arbejdede i løbet af 2011 med en række muligheder i relation til selskabets fremadrettede aktiviteter, herunder en nyttiggørelse af de resterende aktiver og videreførelse af selskabet med nye aktiviteter, med henblik på at opnå den bedst mulige løsning for SCFs aktionærer.

På den baggrund indgik selskabet i januar 2012 en aftale med ejerne bag internet handelsselskabet Smartguy, som i en rettet emission købte ca. 5,4 millioner nye aktier for ca. 10,8 mio. kr.

"Selskabets fremtidige drift og muligheder afhænger i høj grad af, om det lykkes at gennemføre en apportindskudstransaktion af Smartguy. Såfremt dette ikke lykkes, har selskabet ingen aktivitet," lyder det fra selskabet.

De tre selskaber Las Atalayas, Kusk Investering og NK Invest ejer omkring totredjedele af aktierne i SCF Technologies.
Smartguy har eksisteret siden år 2000 og havde i regnskabsåret 2010/11 en omsætning på 237 mio. kr. og et resultat før skat på 27 mio. kr., oplyser selskabet. Tøjfirmaet har tidligere forsøgt at komme på børsen gennem køb af den krakkede Bonusbanken, men det overtog et andet tøjselskab, DK Company.

Kilde: Epn.dk
Billeder: Smartguy.dk